Anmeldelse

A Piece of Cake 8

A Piece of Cake 8

"A Piece of Cake 8" er et spændende og superrelevant materiale til brug i engelskundervisningen. Emnerne rammer lige ned i elevernes interesser.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"A Piece of Cake 8"-systemet består af grundbog, lærervejledning og learner's guide samt tilknyttet webadgang, når man har købt materialet. Grundbogen indeholder syv kapitler, der hver især er meget interessante. Eleverne kan få indblik i temaerne mad, rummet, succes, Georgia, miljø, musik og globale forbindelser. Hvert kapitel præsenteres i et lækkert layout med mange gode illustrationer og fotografier, endvidere er alle mulige genrer repræsenteret i bogen.

Fakta:

Titel: A Piece of Cake 8

Forfatter: Joan Joesen, Marianne Rosendal

ISBN: 9788723040022

Pris: 170 kroner

Sider: 168 sider

Type: Bog

Forlag: Alinea

Madtemaet kommer ind på flere aspekter, blandt andet spiseforstyrrelser, hvilket er meget relevant for teenagere. I kapitlet "Nothing succeeds like success" kan eleverne møde forskellige mennesker, der har haft succes i deres karriere, for eksempel Robert Pattinson fra "Twilight"-filmatiseringerne. Der bliver dog også lagt vægt på medaljens bagside, vi hører om Marilyn Monroe, som betalte en meget høj pris for sin succes. Det kan måske give stof til eftertanke for mange unge, der tørster efter at blive berømte og komme på tv. Musik er et eviggyldigt tema for unge såvel som ældre, og i dette kapitel har man valgt at give et indblik i forskellige genrer som rap, jazz og pop.

Learner's guide er et must for elev og lærer, da man i denne bog finder masser af relevante opgaver til hvert kapitel samt tools, grammatik og elevers/lærers mål for hvert kapitel. Lærervejledningen er også uundværlig med sine metodiske forklaringer til hvert tema og en meget fin rettenøgle, der kan bruges, når elevernes skriftlige indlæg skal rettes.

Sidst, men ikke mindst, skal nævnes, at der følger webadgang med. På http://apieceofcake.dk/ kan man finde et væld af spændende materialer som lyttetekster, grammatikark og ekstra læsetekster. Elever og lærer kan drage stor nytte af webadgangen, da der på dette sted findes masser af viden og ekstra inspiration til arbejdet med teksterne.