Anmeldelse
www.mingoville.dk
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dine engelskelever i 3. og 4. klasse vil elske livet i den fiktive by Mingoville, der er befolket af flamingoer, som på alle mulige måder minder om mennesker. Vi følger familien Pinkelton, som guider eleverne rundt blandt ti forskellige missioner, der hver især indeholder interaktive historier, hvor der skal læses, staves, skrives sætninger, farvelægges, spilles memoryspil og meget mere.
De emner, der bliver behandlet på hjemmesiden www.mingoville.dk, er gængse områder for ovennævnte alderstrin som for eksempel dyr, kroppen, tal, bogstaver, tiden, familien, huset og møbler. Heri er der ikke noget nyt, men det er interessant for børn, at de kan få indlært ord og begreber inden for førnævnte områder på så mange forskellige sjove måder. Det må bestemt også appellere til børn på dette alderstrin, at de kan slå ord op i en digital ordbog, der automatisk oversætter ordene til dansk. Desuden kan eleven efter hvert delmål evaluere de erfaringer, der er gjort. Hvis man arbejder med portfolio i sin klasse, er der ligeledes lejlighed til at lægge en sådan mappe ud på nettet.
Læreren kan gå ind at se, hvor langt hver elev er kommet, og man kan som lærer lægge delmål ud, som skal opfyldes af den enkelte elev. Alt i alt er der her tale om et nutidigt redskab til sprogindlæring, som giver gode muligheder for differentiering og evaluering.