Anmeldelse

My Way 2

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dette engelske begyndermateriale er virkelig velegnet til anvendelse i 4. klasse. Grundbogen er bygget meget varieret op med mange gode eksempler på engelsksproget børnekultur, rim og remser, myter, legender, historier og højtider. Der er meget flotte illustrationer og fotos i farver, som fuldender billedet af et kvalitetsmateriale.

"My Way 2" har fokus på USA, vi hører blandt andet om pigen Emma, der bor i Staatsburg, New England. Eleverne følger hende gennem tykt og tyndt, vi får for eksempel oplysninger om Emma selv, familien, kæledyr, venner, klassen, skoledagen og højtider. Det er godt, at man både her og i forgængeren til 3. klasse lægger megen vægt på autentisk materiale. Det giver børnene en fornemmelse af identifikation, da Emma er på alder med dem selv. Ordvalget er passende til alderstrinnet, og det bygger oven på allerede indlærte ord fra 3. klasse.

Materialet er medvirkende til, at eleverne også får kigget på engelsk sprog- og sprogbrug. Der er for eksempel et helt kapitel, som handler om navneord, tillægsord og udsagnsord. Børnene får også en kort introduktion til små projekter, de kan lave. Der er ligeledes en god billedordbog, som omhandler tid, dato, tal, året, ferie, eventyr, i byen, mad og job. Det er let for eleverne at slå op her, når de kommer i tvivl. Desuden er der gode forslag til, hvad elever kan lave, når teksten er bearbejdet. Eleverne får også anvisninger på, hvordan de kan arbejde med deres personlige portfolio.

Jeg sætter også stor pris på, at der er indklæbet en cd bagerst i bogen, hvor alle teksterne i Learner's Book er indspillet. Det er rart at høre autentiske stemmer. Der er blandt andet en meget skøn, irsk accent hos en mand, som lægger stemme til historien om Jack-O'-Lantern.

Som det fremgår af lærerhåndbogen, har forfatterne tænkt meget på, at der i undervisningen skal være mulighed for at anvende alle fire centrale kundskabs- og færdighedsområder. Der gives blandt andet mange gode metodiske forslag til grundbogen. Vi hører desuden meget om forfatternes sprog- og læringssyn samt får mange gode eksempler på fælleslege og den historiske baggrund for mange af højtiderne. Sidst, men ikke mindst, indeholder lærerhåndbogen mange kopiark, der eksempelvis indeholder teksten til "Rudolph the Rednosed Reindeer" og opskrifter på mad, som eleverne let kan gå til.