Der er godt nok ingen politikere, som har sagt: »Undskyld, at vi trak det ned over hovedet på jer, lærere og elever, uden forsøg, tid, frivillighed og dialog«. Men mindre kan også gøre det. Status er som bekendt, at de fleste af de godt 3.000 mål nu er frivillige. Det vedtog politikerne allerede sidste år. For nylig har en arbejdsgruppe så barslet med pejlemærker for, hvordan det skal forstås.

Lempelse af fælles mål sætter lærerne fri

Er målstyring dermed afskaffet? Ja og nej. Der skal stadig arbejdes med mål, siger formanden for arbejdsgruppen, professor Lene Tanggaard, men målene skal ikke styre undervisningen. Det skal derimod didaktiske overvejelser.

Anarki i folkeskolen 

I en anden gruppe har man arbejdet med, hvordan lærerne så skal bruge de læringsplatforme, som blev skrevet ind i en økonomiaftale mellem KL og regeringen (læs: Finansministeriet) for fire år siden. Her er man blandt andet nået frem til det synspunkt, at arbejdet i platformene skal give mening og understøtte de fagprofessionelles arbejde (!!).

Tredje opmuntring handler om elevplaner, som også er lagt i arbejdsgruppe. Heller ikke her kan man få øje på dem, der holder fast i, at det stadig er afgørende, at alle elever har detaljerede elevplaner med opfølgninger og evalueringer. For eksempel siger Socialdemokratiets ordfører: »Vi hører fra lærere, ledere og andre ude på skolerne, at elevplanen er for detaljeret. Der skal fyldes for mange informationer i planen, i forhold til hvad den kan bruges til, og hvad der kommer ud af den«.

»Hvad sagde jeg« er godt nok en af de værste sætninger i sproget. Men fristelsen er altså for stor: Hold nu op, hvor man kunne have sparet udviklingskroner og gråd og tænders gnidsel, hvis man havde lyttet til lærerne eller hvem som helst, der kender hverdagen i skolen, inden det hele blev indført!

Fælles for flere af disse indsatser er, at de i en fjern fortid var en politisk reaktion på dårlige Pisa-resultater og en frustration over, at for få tog en ungdomsuddannelse. Det bekymrede også mange lærere.

Om elevplanerne sagde DLF for eksempel i et høringssvar: »Vi anerkender, at elevplaner kan være et godt udviklingsredskab, der kan understøtte den evalueringskultur, der er nødvendig i skolen. Men hvis ideen om elevplaner skal lykkes, er det vigtigt, at lærerne kan se formålet med dem …«. Det var i 2006.

Men i stedet for at gå i dialog med dem, der stod ude i klassen og skulle få tingene til at lykkes, skred politikerne til øjeblikkelig og vælgersynlig handling. Lad os håbe, at de nye politiske erkendelser fører til en anden måde at samarbejde med fagprofessionelle på, når der er problemer, der skal løses. Lærerne er klar.