Lad champagnepropperne springe!

En ny international undersøgelse viser nemlig, at det demokratiske dannelsesniveau i danske skoler er højere end i noget andet land i verden. Ved siden af finske elever ved danske elever mest om politik og demokrati, viser den samfundsfaglige test i undersøgelsen .

Ser man specifikt på efterkommere af indvandrere, så klarer de danske sig bedre i testen end efterkommere i noget andet land. Faktisk klarer de tosprogede elever i Danmark sig næsten lige så godt som de indfødte elever i Norge.

Undersøgelsens spørgeskemaundersøgelse - der tjekker elevernes holdninger og værdier - viser desuden, at nordiske elever er de mest demokratisk sindede i verden (elever fra 8. klasse i 38 lande deltog i undersøgelsen).

Så der er grund til fejring. Det skete så med en note i Ekstra Bladet og en note i gratisavisen MetroXpress. Og en pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet, hvor Tina Nedergaard udtaler:

»Vi kan være meget stolte af det danske resultat. Undersøgelsen tyder på, at der i de danske skoler foregår en god undervisning af eleverne i politik, demokrati og samfundsforhold, og at skolen lykkes på dette område«.

Det var så den fest. Offentligheden og undervisningsministeren mener tilsyneladende ikke, at der er så meget at fejre.

Men det er der i allerhøjeste grad. Folkeskolen har til forskellige tider haft forskellige dannelsesmæssige opgaver. Før Anden Verdenskrig var det at disciplinere eleverne og gøre dem til loyale borgere.

Efter krigen har det været at gøre eleverne til netop demokratiske borgere. Og det er jo lykkedes til overmål, er der nu bevis for.

På det seneste er dagsordenen imidlertid skiftet. Danmark er ikke længere en socialdemokratisk velfærdsstat i en krog af verden, men en såkaldt konkurrencestat på det oprørte globale marked.

Det begyndte, da Bill Clinton lige efter sin tiltrædelse som præsident i 1993 udtalte de skelsættende ord: »Nations compete«.

EU's daværende kommissionsformand Jacques Delors gentog sætningen samme år under topmødet i København. Og så var bolden givet op for OECD, der nu begyndte at gennemtjekke effektiviteten i den offentlige sektor i medlemslandene, herunder gennemførelsesfrekvensen i uddannelserne, efteruddannelsesfrekvensen, ph.d.-frekvensen og 15-årige skoleelevers faglige kompetencer i Pisa-undersøgelser.

I den danske skole slog dette paradigmeskifte formelt igennem i 2006, da folkeskolelovens formålsparagraf blev skrevet om, så det nu er skolens primære opgave »at forberede eleverne til videre uddannelse«.

Skolen har således nu en klar uddannelsesopgave. Dannelsesopgaven er derimod blevet uklar. K.E. Løgstrups tanker om individets ukrænkelighed og Hal Kochs ideer om demokratisk sindelag gennemsyrede Den Blå Betænkning fra 1960 og formålsformuleringerne i skolelovene fra 1975 og 1993. Men 2006-formålsparagraffen er tanketom. Og det er farligt.

Uden en sådan filosofi risikerer pædagogikken nemlig at blive ren og skær metode. Og skolen kan - firkantet sagt - ende med at blive en slags kompetencefabrik, der har til formål at producere veltrimmet arbejdskraft, som ikke bliver for meget forstyrret af karaktertræk som medfølelse og fællesskabsfølelse.

Der mangler i dag i den grad en pædagogisk filosofi, der matcher den nye statsform, konkurrencestaten. Og det kan ikke gå hurtigt nok med at komme i gang med en debat om, hvordan den kan se ud.

Ellers er det snarere gravøl, der skal drikkes.

John Villy Olsen, jvo@dlf.org