Kære tidligere, nuværende og forhåbentligt kommende kollegaer
Det er mig fortsat en gåde, at vores fagforening har været så usynlig i medierne, mht. at tale lærernes interesser? Det eneste jeg noterer mig, er at de fra tid til anden udtrykker store bekymringer for eleverne og samfundet, hvilket burde omdøbe foreningen til enten Danmarks Elevforening (DEF) eller Danmarks Samfundsforening (DSF).
Når det kommer til rent at fremføre, hvad lærere drømmer om, eller hvad der afholder andre fra at vælge faget, så er der ikke meget at hente. Hvis vores interesser altid skal holdes op mod at varetage eleverne først eller forstå at det aldrig er tidspunktet at kræve noget fra det samfund vi tjener, så kommer der nok til at gå lang tid før det italesættes at lærere er uundværlige, mangler og at det kun er toppen af isbjerget!
Men foreningen er også medlemmerne, ikke kun vores repræsentanter. Derfor har jeg* forfattet dette brev. Det er inspireret af de læger og psykologer, som et par gange har sendt åbne breve til politikerne gennem medierne. De HAR fået deres bekymringer på dagsordenen. Kan vi gøre det samme?
Åbent brev til politikerne på valg
Overalt i Danmark er det vanskeligt at få ansat de lærere, som der skal til for at ALLE børn undervises af mennesker, der har uddannet sig til at undervise. Få steder kan man vælge mellem kvalificerede kandidater, mange steder må man tage den man kan få, og 210 ud af 1500 stillingsopslag i 2021 kunne ikke besættes.
I 2030 kommer der til at mangle 13.000 lærere. Der findes ca. 1000 folkeskoler i Danmark, så i gennemsnit skal du forestille dig at træde ind på en skole i 2030, hvor de ansatte skal løfte en opgave der ville kræve yderligere 13 uddannede ansatte!
Folkeskolen er det sted, der former fremtidens borgere i Danmark. Viden om børn og deres udvikling, er det der kendetegner uddannede lærere - Det er dem, der mangler.
Hvordan ville du have det, hvis din bil blev lavet på værksted af en gymnasieelev, hvis primære kvalifikation var at at have mulighed for at møde frem til tiden?
Hvordan ville din økonomi have det, hvis din bankrådgiver var en student der tog et sabbatår?
Ville du frivilligt lade dig behandle på sygehuset, hvis “lægen” ikke havde uddannelse?
Virkeligheden er, at vi lige nu gennemfører 20% af undervisningen af fremtidens borgere med arbejdskraft der ikke har uddannelsen til opgaven. Hvert femte gang dit barn møder i skole, er det velmenende mennesker, som udfylder opgaven.
Der mangler lærere i folkeskolen, fordi det ikke er attraktivt at bruge sit arbejdsliv på.
Det er det ikke, fordi lønnen er for lav. I 1980 tjente en ingeniør og en lærer det samme. Det gør man ikke i 2022. Det er utaknemmeligt, at de opsving Danmark oplever fordeles skævt.
Sammenholder man den stagnerende løn, med de urealistiske krav, som alle udefra formulerer og forventer, forandres arbejdet fra utaknemmeligt til umuligt.
At skoleområdet gennem 20 år har været ramt af årlige 2% besparelser, gør ikke muligheden for at lykkes nemmere - tværtimod. Desværre er ovennævnte kun de rammer der gør arbejdet uattraktivt - indholdet giver ikke meget opmuntring:
Topstyring fra ministerier, rådhuse og lederkontorer, af folk der måske er velmenende, men ikke er vidende og ikke skal deltage i arbejdet, når det kommer til opgavens løsning, er dybt forældet. Lærerens egen kompetence underkendes! Ytrer du uenighed er der trange kår - de sidste 10 år har været “kæft, trit og retning” og hvem taler det til i 2022?
Den skadelige ensretning udefra er udtryk for en gennemgående mistillid til lærerne, som også kommer til udtryk i et ekstremt overdokumentationskrav. Man skal teste eleverne konstant (selvom tiden til at anvende testresultaterne ikke findes og at testene er upræcise, børneskadelige og omkostningstunge).
Man skal beskrive eleverne i elevplaner, portaler, handleplaner osv. i en grad der æder al tid og energi til at lære dem at kende. Desuden skal man skrive mødereferater, der aldrig læses og ustandseligt være ‘på vej ind i et nyt koncept’ nogle andre har valgt, er bedre for dig.
Alle skal kunne kigge dig over skulderen i ALT, det være sig forskere i BIG-data, politikerne på rådhuset eller forældrene i minuddannelse-portalen eller på Aula.
Hvis man kigger på hverdagen i klasselokalerne, skal lærerne løse inklusion, social ulighed, særligt begavede børn, almindelige teenageproblemer, bandeproblematikker, sociale medieansvarlighed, klimakrisen, oveni at man skal lære børn at læse, skrive og regne.
De seneste år har det skullet løses af færre lærere, gerne til flere børn og i længere tid. Nå ja, og for færre penge. Derfor er tidssvarende indeklima, lejrskoler, skolefester, nye møbler, tidssvarende hjælpemidler, bogindkøb og efteruddannelse de områder som skolerne sparer væk, når budgetterne ikke hænger sammen.
Det betyder også, at den virkelighed som nyuddannede lærere møder, når de starter i jobbet, er helt ulig de ønsker, man måtte have til et arbejdsliv. Stress, brok, urealistiske krav, manglende indflydelse, en hverdag der ikke kan hænge sammen med at have et liv ved siden af.
En årlig tur i mediemøllen, når sommerferien slutter, får desværre (men forståeligt) alt for mange af vores nye kollegaer til at skynde sig ud. 4 ud 10 nyuddannede lærere forlader faget efter få år.
De facto foregår der en arbejdsnedlæggelse på tværs af fagene i velfærdssektoren i Danmark. Fravalget af fagene betyder at samfundskritiske funktioner enten ikke udføres eller kører på uholdbart vågeblus, fordi erfarne medarbejdere går på pension, rutinerede kræfter skifter fag pga. forholdene, nyuddannede flygter og unge fravælger uddannelsen og dermed udhuler rekrutteringsgrundlaget. Man kan tale om en vedvarende ‘punktstrejke’ på samtlige områder!
Politikerne vil have tålmodighed. Skiftende regeringer og KL har insisteret gennem 10 år på at folkeskolereformen lige skal virke. Vi tror ikke det løser sig på længere sigt.
Danmarks Lærerforening vil tale faget op. Virkeligheden er desværre for ringe til at kunne tales op i en grad der får lærere tilbage til faget og studerende tilbage på seminarierne.
Konklusionen for os er, at hvis man virkelig vil have en folkeskole i verdensklasse, så kræver det et paradigmeskifte i tankegangen om at der nok skal findes tilstrækkeligt med mennesker i samfundet, som frivilligt stiller op til de nuværende vilkår. Der skal virkelige forandringer til:
Højere løn. Vi forstår pædagoger, SOSU’er, fængselsbetjente og sygeplejersker, som føler sig til grin over at blive betragtet som ‘lommepengeaflønnet’. Vi skal ikke se os distanceret i købekraft af vores venner og bekendte i private, kolde erhverv, blot fordi vi løfter en vigtig samfundsopgave.
Færre undervisningslektioner for både lærere og elever. Det skal give mere forberedelsestid til lærerne og mere fritid til eleverne.
Metodefrihed til lærerne som står i klasselokalet. Det skal ophøre med dyrtindkøbte koncepter fra rådhusene. Skolernes personale kan godt løse opgaverne. Især hvis man fik efteruddannelse i stedet for e-learning og konsulentoplæg sidst på eftermiddagen.
Væk med obligatoriske test. De test vi kan bruge skal vi nok gennemføre.
Fladere hieraki på arbejdspladserne. Lærerne skal have indflydelse på den enkelte skoles udvikling - det er nemlig dén type mennesker vi gerne vil have til at uddanne vores børn, selvstændige, kritisk tænkende og samarbejdende mennesker - ikke det modsatte!
Ressourcer til at drive skolerne på andet end vågeblus. Vi vil have skolefester, lejrskoler og legepladser, skolebiblioteker og faglokaler i en grad vi kan være stolte af og tilfredse med.
Ressourcer til at give de skoletilbud til ALLE vores børn, som de skal have, også hvis det er specielle tilbud. Med andre ord må inklusion som spareøvelse ophøre!
Hvad vil i gøre for at vende udviklingen?
Bekymret Hilsen
Helle Charlotte Strunk Kristiansen, Martha Kristensen, Anne Helligsø, Lotte Josefsen, Morten Pind Mohr, Rikke Loft, Line Smidt, Solvejg Winkler, Peder Tækker Jepsen, Asser Munksbøl, Sannie Ravn, Monica Elise Christensen, Christian Andreas, Haaber, Karna Larsen, Thomas Andersson
*Jeg har fået en masse sparring om teksten fra engagerede og kritiske kollegaer landet over, som deler bekymringen. Jeg tror ikke der er en masse tid til at flytte om på ord, vendinger, ændre ordlyd eller detaljer. Jeg er klar over, at vi som lærere partout leder efter steder at forbedre. Spørgsmålet altså om du som lærer vil skrive under på det her brev?
