Anmeldelse

It-didaktik i teori og praksis

"It-didaktik i teori og praksis – Elevpositioner og digitale kompetencer i et dannelsesperspektiv"

Bogens titel kan nemt tage pusten fra en og sortere fra i potentielle læsere. Og selve bogen er bestemt ikke smart i en fart eller lægger op til et quick-fix af anvendelse af it i klasseværelset. Bogen holder, hvad den lover, og kommer omkring en vigtig diskussion af anvendelsen af it i folkeskolen, selvom det præsenteres en kende akademisk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"It-didaktik i teori og praksis – Elevpositioner og digitale kompetencer i et dannelsesperspektiv" er inddelt i indledning og to kapitler, som fører læseren omkring digital dannelse og digitale kompetencer samt en amerikansk undersøgelse af anvendelse af digitale redskaber og teknologi på Las Montanas. Derefter følger fire kapitler forfattet af lærere og undervisere på forskellige læreruddannelser. De sidste fire kapitler har alle eleven som omdrejningspunkt som henholdsvis kritisk undersøger, analyserende modtager, kreativ producent og ansvarlig deltager.

Fakta:

Titel: It-didaktik i teori og praksis

Pris: 335

Sider: 188

Serie: Undervisning og læring

Forlag: Dafolo

I kapitlet "Eleven som kritisk undersøger" er emnet adgangen til information og misinformation i netværkssamfundet. Som læser bliver man præsenteret for en meget formel tone i forhold til behovet for eleven som kritisk undersøger med udgangspunkt i både ICILS-undersøgelser og undersøgelser fra Danmarks Evalueringsinstitut, men bliver så meget jordnært introduceret til de anvendte centrale begreber i kapitlet. Efterfølgende er der en række eksempler på anvendelse, en diskussion og en afrunding, som også er formen i de efterfølgende tre kapitler.

Bogen er lidt både fugl og fisk. Den synes på den ene side meget akademisk med masser af henvisninger til undersøgelser og ministerielle mål, men har samtidig fokus på praksis med eksempler fra undervisningssituationer og konkrete forslag til anvendelse i skolen. Bogens indhold er relevant for alle, som underviser eller er i berøring med folkeskolen, men den virker mest oplagt som læsning på læreruddannelserne. Det skyldes ikke mindst rækken af refleksionsøvelser, som henvender sig mest til lærerstuderende, eftersom der næppe er mange lærere i den virkelige verden, som vil gå i grupper for for eksempel at diskutere kommunikationskritik i digitale kædebreve.