Det var spændende at læse om BOYD-implementeringen på Sejs Skole i Silkeborg Kommune i sidste nummer af Folkeskolen (04, 2014).

Spændende, fordi det her blev tydeligt, at netop BOYD-princippet vil nødvendiggøre den form for edb-undervisning, som blev obligatorisk i 1990 - men som aldrig har sat sig nævneværdige spor i folkeskolens undervisning, og som senere langsomt blev omdefineret, så det fik den i nutiden alment accepterede betydning.

Af undervisningsvejledningen (EDB, 1993/5) fremgik det, at ”det er den obligatoriske undervisnings særlige ansvar at skabe struktur og sammenhæng i elevernes edb-viden”. Der var selvfølgelig lige den hage ved den obligatoriske edb-undervisning, at den var et timeløst fag, og i øvrigt burde afvikles indenfor de første fem skoleår.

Imidlertid var der også beskrevet en anden slags obligatorisk edb-undervisning, nemlig edb-integration – integration af datalære og fagene - hvor det helt håndfast blev defineret, at når fx geografi og datalære skal integreres, skal undervisningen tilgodese mål for geografi og mål for datalære. ”Læreren skal ved tilrettelæggelsen af undervisningen i geografi altså sørge for, at eleverne også lærer noget om edb”. Faktisk blev der udsendt undervisningsvejledninger til samtlige fag, hvor denne integrationsundervisning var beskrevet. Jo, det var noget før internettet, som vi nu kender det, blev fundet på. Det nævnes bare for at understrege, at det der it – ikke blev fundet på forleden.

I EDB 1993/5 blev det nævnt, at edb – udover de to nævnte former – også optræder som et redskab i undervisningen i skolens fag.

I dag er det sådan, at det udelukkende er den sidstnævnte optræden, der tænkes på og tales om, og sådan har det været i en hel del år. Eleverne skal ikke lære noget om edb, og der skal ikke skabes struktur og sammenhæng i denne viden – edb er nemlig ikke et mål; men et middel. Og det er jo en rigtig fornuftig tilgang til emnet i et samfund som det danske, der ganske enkelt ville bryde sammen, hvis man kunne slukke for samtlige computere. Vores nation er en af de mest – vist ikke den mest – gennemdigitaliserede, så naturligvis har borgerne her i landet slet ikke brug for at vide noget om edb – bare de kan bruge det!

Men så er det altså, at dette BOYD-fænomen kommer på tværs.

Her midt i opbygningen af hvad som helst i verdensklasse, kommer eleverne nu med alle mulige devices, hvoraf mange ikke kan udveksle data – i hvert fald ikke umiddelbart. Mange kan heller ikke afvikle de samme applikationer, og her tales ikke engang om dem på harddisken – hvis devicet overhovedet har en, men om dem ude i ”skyen”. Filformater, styresystemer, webbrowsere og tillægsprogrammer bliver pludselig begreber, man må have lidt styr på, hvis BOYD ikke skal ende som historien om Babelstårnet.

Skolelederen på Sejs Skole, Kristian Mikkelsen, har indset, at BOYD betyder ”any device” - og det skal han have ros for, og han forlanger blot et device med en webbrowser og et skriveprogram; men han mangler endnu et erkendelsesmæssigt spring. Han siger, at hvis der ikke er et Excel-regneark installeret på elevens device, så er det installeret på skolens bærbare til udlån.

Men hvorfor dog det? Eleverne skal jo ikke lære Excel – hvis de skal noget, der ligner, så skal de lære at bruge regneark. Dem er der flere af – og det er kun fornuftigt at mere end et, er på spil i undervisningen i en given klasse. Det er sådan, man lærer noget om, hvad regneark er og kan.

Hvis alle elever har samme computere med samme styresystem og programmer, er det ganske vanskeligt ”at skabe struktur og sammenhæng i elevernes edb-viden” - ja, det er måske ligefrem meningsløst.

Men når BOYD er virkeligheden, er det helt nødvendigt at skabe struktur og sammenhæng i elevernes og lærerenes edb-viden, ellers vil man ganske enkelt ikke kunne bruge edb som et redskab i undervisningen i skolens fag.