Der har i flere år været talt og skrevet meget om de forskellige læringsstile, og jeg kommer da også fra en folkeskole, hvor man prioriterer de forskellige læringsstile så højt, at lærerne sættes på fælles efteruddannelseskurser, og der sættes særlige penge af til lokale indretninger for at kunne tilgodese de forskellige læringsstile. Men selvom jeg både har læst på Danmarks Pædagogiske Universitet og været på en skole, hvor begrebet "de forskellige læringsstile" ofte nævnes, er jeg ikke blevet så meget klogere, som jeg nu er blevet det af at læse denne flotte antologi om de forskellige stilteorier. For hvordan ved vi, at de elever, der klarer sig bedst, har de bedste evner? Måske belønner lærere ubevidst de elever, der lærer og tænker som dem selv? Stilen har traditionelt været overset i skolen, men måske kan vi skabe flere succeser i uddannelsessystemet ved at fokusere mere på stile og præferencer end på evner?

Men lærings- og tænkningsstile er noget andet end intelligenser, og selv om der i de senere år har været en stigende interesse for, at vi hver især har vores egen læringsstil, så er vi i Danmark stadig kun ved at kravle os ud af introduktionsstadiet. Hvis vi vil sikre, at den enkelte elev eller studerende får den optimale undervisning, må vi derfor tilrettelægge undervisningen med hensyntagen til den enkeltes særlige måde at lære på. Og som noget nyt - og næsten bagstræberisk - fokuseres der nu mere på lærerens beherskelse af klasse- og læringsledelse end på elevernes ansvar for egen læring, hvilket jeg finder ganske tilfredsstillende.

I antologien gives der et overblik over de forskellige "familier" af læringsstile samt et historisk rids over stilforskningen. Antologien vil give et indblik i særligt tre forskellige stilteorier (med særligt fokus på Sternberg, Kolb samt Dunn og Dunn) og de deraf følgende pædagogiske implikationer med hensyn til blandt andet undervisningsdifferentiering, undervisningens planlægning, lærerens rolle, lærings- og undervisningsstrategier, at kombinere læringsstile med andre teorier i konkrete pædagogiske udviklingsprojekter med mere. Stilteoriernes muligheder og begrænsninger diskuteres og perspektiveres meget nøgternt. Desuden diskuteres og perspektiveres de forskellige stilteorier.

Antologien henvender sig til lærere, ledelse, psykologer og studerende ved Danmarks Pædagogiske Universitet; og det er værd at bemærke sig, at når Bertel Haarder vil have større faglighed, er det med afsæt i trinmål, test og ren kundskab. Men som Per Kjeldsen udtalte for nylig, har skolen tre ben, og der skal også være plads til det demokratiske ben og det kreativt problemløsende ben. Jeg vil varmt anbefale antologien, der for mig sætter de mange teorier sammen i en ordnet helhed og sikkert også vil gøre det for andre.