Danske lærere giver fortsat lektier for i stor stil og inddrager sandsynligvis i omegnen af to millioner timer per uge af samtlige elevers fritid. Det er på tide, vi gentænker lektiers relevans.

Lektier betyder i bund og grund skolearbejde, som eleverne skal udføre hjemme. Lektier er ikke beskrevet i folkeskoleloven, hvilket er interessant, da det synes at være en hjørnesten i skolelivet. Man kan i det hele taget diskutere, hvorvidt skolen har ret til at stille krav om ekstra skolearbejde i den tid, der ligger uden for skolen og lærernes undervisningstid.

Historisk kan vi rette blikket tilbage til Luthers krav til menigheden om at skulle lære noget bestemt. Den lille Katekismus (1529) havde et klart formål, nemlig at være en håndbog til brug for tilegnelsen og udenadslære af en række faste sammenfatninger af kristen tro og moral. Med lektor Blomme i Hans Scherfigs roman »Det forsømte forår« beskrives det med al ønskelig tydelighed, hvorledes udenadslære forventes trænet hjemme. Lektor Blommes autoritære overhøring i latin ved tavlen understreger den tids krav til hjemmearbejde. I dag har vi også med lektiebegrebet forventninger om, at eleverne skal lære noget bestemt efter den ordinære skoletid. Men hvad ved vi i grove træk om lektier?

Nyere danske undersøgelser om lektier i folkeskolen foretaget af Valeur Hansen (2009) og lektier i gymnasiet af Flemming Olsen (2010) peger ret entydigt på, at lektiearbejdet i Danmark er for gammeldags og ikke har fulgt med tiden. Den mekaniske anvendelse af lektier understøtter ikke elevernes læring tilstrækkeligt. Enten lærer de noget udenad, som de hurtigt glemmer, eller de får lektier for, de ikke kan finde ud af, som ikke giver mening. Kravet til lektier kommer ikke kun fra lærernes side, ofte er der også et pres fra forældrene, fordi de tror, lektier gavner. Det passer fint ind i den udokumenterede hverdagstænkning, vi har om, at lektier og mængden af den er lig med bedre resultater.

Baseret på misforståelser

Professor ved Aarhus Universitet Per Fibæk Laursen har tidligere udtalt, at skolerne skulle droppe lektierne. Han mener, at det er spild af tid, fordi eleverne ikke lærer mere, når de har lektier for, end hvis de ikke har. Fibæk Laursen henviser blandt andet til internationale resultater, herunder Alfi Kohn, der i bogen »The Homework Myth« (2006) peger på dét, som også de danske undersøgelser viser, nemlig at der er ingen eller en meget lille fordel ved lektier, at vores tro på lektiers effekt er baseret på misforståelser, og at langt de fleste lektier ikke giver mening for hverken elever eller deres forældre.

Større undersøgelser i Canada og Australien peger på, at lektier, der tager form af en repetitionspraksis, kan give læring, men grundlæggende viser udbyttet af lektier sig bedst på de ældste klassetrin. For mange lektier demotiverer eleverne og resulterer i passivitet. New York Times skrev forleden, at igennem de seneste tre årtier er mængden af lektier steget i USA, uden at det har hævet det faglige niveau.

Dette understøttes af danske undersøgelser, hvor lærere konstaterer, at lektier ligefrem gør bestemte elever usikre, kede af det og opgivende og er en medvirkende faktor i forhold til negativ holdning til skolen. Lærere har samtidig svært ved at begrunde de forskellige lektieformer, der benyttes.

Det er måske ikke alene for sjov, at en elev har oprettet en Facebook-side, der hedder »Kan vi finde 50.000, der hader lektier?« Dog kun med lidt over 17.000 medlemmer i skrivende stund.

Nuvel, lektier kan godt have effekt i visse tilfælde. Hvis de anvendes, skal det give mening i forhold til læringsmålene, og den enkelte lærer skal have tid eller tage sig tid til grundig forberedelse. Det er altafgørende, at formålet og instruktionen bliver tydelig for den enkelte elev i klassen, så denne sammen med forældrene har et solidt grundlag at arbejde med lektier på. Det handler om didaktisk afvejning. Hvis elever mister tråden i forbindelse med lektier, så har lærerens didaktiske overvejelser ikke været optimale, for at sige det pænt. Så hvis forudsætningerne for lektier ikke kan opfyldes, så la' da vær' og gør noget andet.

Se på fritiden som en resurse

Vi bør fortsætte diskussionen om lektier og for eksempel stille følgende tre spørgsmål:

1. Hvorfor reproducerer vi en historisk disciplinering af eleverne efter skoletid og med hvilken pædagogisk begrundelse?

2. Hvilket læringssyn lægger vi til grund for lektier, og hvad ved vi om lektiers effekt?

3. Hvis vi lod være med at give lektier for, hvilke nye muligheder kunne det give os, eleverne og forældrene?

Kunne vi undlade lektier i de mindste klasser og i stedet inspirere til læring på andre måder, for eksempel ved at inddrage elevens fritidsinteresser såsom musik, sport, dans, spil og meget andet. Men også hele den omsiggribende digitale dimension med iPads, mobiltelefoner, computere og med dette det sociale netværk.

»I det sociale netværk er intet umuligt at finde ud af om noget eller nogen. Facebook, YouTube, Twitter og blogs. Dette er en del af mange børn og unges hverdag uden for skolen« (lektor Mie Buhl: Sociale netværk som læringsressource i undervisningen? (2011)). Så det gælder om, at vi i højere grad ser fritidslivet som læringsresurse, som vi understøtter snarere end beslaglægger tidsmæssigt med irrelevante lektier.

Med en ny måde at tænke lektier på vil også forældrene kunne inddrages på en mere dynamisk måde. Dette er blot en opfordring fra én, der selv har været elev, underviser i folkeskolen, skoleleder og underviser i pædagogik og almen didaktik på læreruddannelsen - og som i øvrigt også er forælder.