Eva går i 1. klasse. I september var hendes forældre til skole-hjem-samtale. I dansk havde Eva en udfordring, fortalte læreren. Hun læste sikkert, men ikke helt hurtigt nok. Hun havde i gennemsnit brugt ni sekunder på hver testopgave på computeren og skulle gerne ned på syv. Dansklæreren foreslog, at de hjemme øvede i at læse med et stopur, så de kunne tage tid på hende. På den måde ville det også blive en sport for Eva at blive hurtig.

Forældrene blev opmærksomme på, at Eva skulle skynde sig at lære det rigtige i løbet af skoleåret. Det vigtige var, at hun læste hurtigt, og at hun lærte nok i 1. klasse til at ligge på den rigtige side af landsgennemsnittet.

Når indlæringen speedes op

Tendensen i folkeskolen er klar. Det handler om at speede indlæringen op. Eleverne skal akkumulere mest mulig læring, i takt med at tiden går. De kontrolleres og sammenlignes systematisk med standarder for, hvor meget en gennemsnitselev kan lære på et skoleår.

Skolen er ikke alene om at hylde princippet om, at tingene skal gå stadig hurtigere. Det er snarere et grundtræk ved det moderne liv. Sociologer og debattører som Hartmut Rosa, Rasmus Willig og Svend Brinkmann gør opmærksom på, at samfundet kan diagnosticeres med en hidtil uset og usund fart, acceleration og effektivitet.

Undervisningen i folkeskolen er et lysende eksempel på den fremskredne tidskontrol - og stedet, hvor oprøret bør starte.

Det er paradoksalt, at læring i dag er ensbetydende med elevens konstante fokus på sin egen læringskurve. Eleven står stadig mere alene i læringsprocessen, som skal foregå i maksimal hastighed. Samtidig føler danske børn og unge sig i stigende grad ensomme og under pres.

Tidsstyring: Synlig læring og elefantsnot

Filosoffen Émile Durkheim giver et svar på, hvordan vi bryder med den aktuelle tidsstyring. Vi skal forkaste forherligelsen af den effektiviserende tid, som også kan kaldes den lineære tid. Vi må forholde os til tiden i skolen på en ny måde. Vi skal væk fra fokus på den enkelte elevs maksimale præstation på kortest mulig tid. Læring bør derimod handle om at skabe tidsrum, som drejer sig om, at eleven bliver en del af noget større.

Folkeskolen søger målrettet at effektivisere elevernes læring ved hjælp af nye læringsformer, som baserer sig på en slags evidens for, at de kan accelerere elevernes læring. Disse tilgange påvirker eleverne udefra med stadig mere konkrete og forenklede mål, men også ved hjælp af indre psykologiske teknikker.

Synlig læring hører til den udefrakommende påvirkning af eleverne. Ved at gøre elevens læringsmål og dennes progression synlig for alle i klassen kan han eller hun, ifølge læringsguruen John Hattie, på et år nå at lære, hvad der normalt ville tage to år.

Det foregår ved, at læreren sætter en række mål op på væggen i klassen. Målene er ordnet med de letteste i bunden og de sværeste i toppen. Eleverne placerer deres navn med elefantsnot på måltrappen, alt efter hvad de kan, og flytter navnet opad, i takt med at de lærer noget nyt.

Egen læring i fokus - ikke verden udenfor

Mindsetlæring er også en evidensbaseret læringsform, som flere gymnasier og folkeskoler har taget til sig efter reformen. Den repræsenterer den effektiviserende tidsforståelse fra en anden indre vinkel og tager udgangspunkt i elevens bevidsthed. Den baserer sig på den amerikanske forsker Carol Dweck. Hun beviser i bogen »How you can fulfill your potential«, at elever kan lære mere og hurtigere, hvis de har det rigtige mindset. Grundprincippet er, at barnet - uanset sin baggrund - kan blive én af de bedste inden for et felt, hvis bare det træner systematisk og vil udvikle sig. Eleverne skal med tilgangens terminologi udvikle et growth mindset.

For at accelerere læringen skal eleverne altså hele tiden måle sig med klassekammeraterne og med egne opsatte mål. De lærer først og fremmest at forholde sig til deres egen læringskurve. Det bliver dermed tydeligt, at når det primære fokus er, at eleven skal lære hurtigere, kommer han eller hun til at stå alene i læringsprocessen. Undervisningens hovedfokus bliver elevens faglige opstigning og tempo, ikke verden udenfor.

Durkheim repræsenterer et modstykke til den effektiviserende, lineære tid. Med hans perspektiv kan undervisningen søge at ophæve den overdrevne tidskontrol og fokusset på den enkelte. Hans tidsforståelse kan siges at være cirkulær. Den skaber sammenhæng med fortiden, fremtiden, med naturen og samfundet. Lærerens viden om verden og kollektive oplevelser er grobunden for læring i denne forståelse.

For at læring kommer til at dreje sig om at få indsigt i verden udenfor, skal læreren skabe mulighed for en sådan cirkulær tid. Det handler ikke om, at Eva i 1. klasse skal læse hurtigt, men om at læse for at forstå, hvad verden er for én, hvad hun er en del af.

Cirkulær tid, og dermed en slags cirkulær læring, kan tilrettelægges, så det, eleverne hver især ved, bliver løftet op på et højere niveau i klassefællesskabet. Det kan gøres i alle fag. Når eleverne i dansk ud fra en novelle først har arbejdet i mindre grupper og derefter mødes og udveksler viden, kan de i fællesskabet opnå generelle forståelser af det at være menneske. I de naturvidenskabelige fag kan den cirkulære tid opstå, når eleverne opnår en erkendelse af, at de selv er en del af en lang biologisk historie.

Cirkulær tid frem for effektiviseret indlæring videregiver en vigtig viden om verden; den tilbyder eleverne at være en del af noget større - så de kan opbygge en kollektiv identitet. Eleverne skal lære, at livet handler om andet og mere end hurtigst mulig faglig opstigning.

Tiden er moden til et opgør med det tidskontrollerede samfund. Lad os starte med at kaste folkeskolens effektiviserende læringsformer over bord og gentænke vores forhold til tid i undervisningen.