Hvad er god undervisning? Hvordan får vi bedre kvalitet i undervisningen? Er vejen til bedre undervisning, at vi interesserer os mere for kvalitet i læring?

Diskussionen om god undervisning er taget til de senere år, og den er i stigende grad blevet en diskussion om kvalitet. Problemet med kvalitetsbegrebet er imidlertid, at det ikke siger særligt meget.

Kvalitetsbegrebet har for lidt indhold i sig selv til egentlig at hjælpe os. Til forskel fra begrebet om »god undervisning« rummer det ikke en etisk forestilling om at gøre det gode. Kvalitetsbegrebet er et glat begreb, der politisk bruges strategisk, men det gør os ofte ikke specielt klogere på, hvad vi forstår ved god undervisning. God kvalitet bliver let til et spørgsmål om at klare sig godt sammenlignet med andre, men hvad er målestokken, og hvem svinger den?

Det komparative blik vægter målbare præstationer, der tolkes som tegn på kvaliteter ved elevernes læring. Som alternativ vil jeg rette blikket mod undervisning som en praksis i sig selv med sine egne kvaliteter. Selvfølgelig bør vi interessere os for kvaliteter i elevernes læring, men der er ikke tale om et regnestykke, hvor vi kan regne baglæns og slutte os til, hvordan man bør undervise. Hvis regnestykket skal gå op, må vi medregne den menneskelige faktor, og det giver en helt anden vægtning af lærerens dømmekraft.

Et kritisk udgangspunkt

Den tyske pædagogiske forsker Andreas Gruschka er kendt for at kritisere forestillingen om, at man kan opstille opskrifter for god undervisning på et empirisk grundlag. Særligt Hilbert Meyer står for skud. Gruschka kalder Meyers ti kendetegn på god undervisning for et blandingsprodukt uden perspektiv. Og det er tydeligvis ikke ment som et kompliment. Baggrunden for Gruschkas kritik er casestudier med fokus på undervisning i fag. Pointen er her, at Gruschka i sin kvalitative forskning er så tæt på sin empiri, på fag og på den faktiske undervisning, der finder sted, at han opfatter Meyers brug af empiri som en problematisk abstraktion.

Spørgsmålet er, hvad vi skal bruge abstrakte kendetegn på god undervisning som for eksempel »klar strukturering af undervisningen« til. Er det klart, hvad der menes med klar strukturering, når det skal gælde på tværs af vidt forskellige fag, emner og undervisningspraksisser? Problemet er blandt andet, at der ikke er belæg for, at en opskrift på god undervisning bidrager til god undervisning. Mere generelt er der ikke evidens for den positive effekt af at bruge evidens på denne måde.

Gruschka vinkler sin kritik temmelig skarpt. En mere venlig læsning af Meyer vil besinde sig på, at hans kendetegn på god undervisning ikke bør tolkes som handleanvisninger, men som generaliseringer. Læst således kan de abstrakte kendetegn bidrage til didaktisk dialog og refleksion, men det kræver, at de konkretiseres, udfordres og anvendes med didaktisk dømmekraft.

Peter Dahler-Larsen kan ligeledes hjælpe os med at kaste et kritisk blik på kvalitetsbegrebet, der på visse punkter er beslægtet med Gruschka. I sin lille bog fra 2008, »Kvalitetens beskaffenhed«, argumenterer han således for, at vi må forstå kvalitet ud fra flere perspektiver, der ikke uden videre går op i en højere enhed. Det kan for eksempel være, hvad politikere definerer som kvalitet, hvad borgere oplever som kvalitet, og hvad man fagligt kan begrunde som kvalitet. Slægtskabet med Gruschka viser sig især ved, at de begge insisterer på en praktisk, situationsbetinget dømmekraft.

Fra læringsstyring til undervisningskunst

Med Gruschkas og Dahler-Larsens betoning af dømmekraftens betydning kan vi forbinde kvalitetsbegrebet med den didaktiske tradition. Det klassiske begreb om undervisningskunst betoner netop den didaktiske dømmekraft; ikke som en særlig mystisk kunstform, men som en håndværksmæssig kunnen, der kræver både teoretisk indsigt og mestring i praksis. Et synspunkt, der allerede blev formuleret med imponerende præcision i indledningen til den første lærebog til lærerseminarier i Danmark, G.P. Brammers »Lærebog i Didactik og Pædagogik, udarbeidet især med Hensyn til det danske Almueskolevæsen« (1838):

»Indbegrebet af de Færdigheder, som ere nødvendige for at udføre Didactikens Regler kaldes Undervisningskunst. Hvo, som har en medfødt Lethed i at anvende denne Kunst, besidder Læregaver; men, hvor stort et Fortrin han end kan glæde sig ved frem for den, som blot er Theoretiker (kjender Theorien - Læresætningerne for, hvorledes man skal undervise) maa han sig, om han er en tænkende Lærer, ønske at være bekjendt med Didactik; thi den, som handler uden Theorie, handler uden Bevidsthed om, hvad han gjør, hvorfor han gjør det saaledes, og i hvilken Forbindelse hans Gjerning staaer med Anderes. Vel kan enhver Lærer stræbe ved hjælp af Erfaring selv at danne sig en Undervisningstheorie; men det vilde være Uvidenhed om, hvor vanskelig en Sag det er at undervise, samt en ubeskeden Tillid til sine egne Evner, om han ej vilde benytte sig af den Skat af andres Eftertanke og Erfaring, som er nedlagt i Didactiken. Denne Ligegyldighed vilde ogsaa røbe Mangel på Kjærlighed til sine Elever; thi paa deres Bekostning skulde hans Erfaring vindes«.

Bemærk, at Brammer ikke fremstiller forholdet mellem teori og praksis som et problem, der skal løses ved at styre elevernes læring og handle ud fra teoriens læresætninger alene. Kunsten at undervise er derimod en balancekunst, der kræver en dømmekraft, som er teoretisk kvalificeret af »andres eftertanke og erfaring«.

Man kan sammenligne læresætninger og didaktiske regler med en musikers tilegnelse af skalaer, akkorder og melodier. Spiller man alene ud fra skalaer, er man skalarytter. Resultatet er ikke musik, men en mekanisk sammensætning af toner. Musik kræver, at man er til stede i situationen og har et bredt handlerepertoire, så man er i stand til at improvisere og handle spontant på et kvalificeret grundlag. På samme måde har man inden for den pædagogiske tænkning fra Johann Friedrich Herbart over John Dewey til Donald Schön peget på, at kunsten at undervise og opdrage kræver pædagogisk takt, intuition, rytme og handlerepertoire.

At kvaliteter ved undervisning kalder på musikalske metaforer, tror jeg ikke er en tilfældighed. Derfor vil mit næste blogindlæg på folkeskolen.dk handle om musik som metafor for god undervisning.

Blog: Kunsten at undervise (fuld version af kronikken)