Læg mærke til bogens undertitel: ”Mellem normativitet og evidens”. Dér anbringer Alexander von Oettingen den almene didaktik, og det gør han solidt og godt i sin nye bog.

I en tid, hvor der i skoledebatten er dominerende stemmer, der forsøger at få alt til at handle om læring, er det vigtigt at blive mindet om, at det er undervisning, der er skolens vigtigste begreb. I en tid, hvor der er kræfter, der forsøger at kanonisere evidens og det målbare som didaktikkens eneste grundlag og smide al normativ pædagogisk filosofi på historiens mødding, er det godt med en stemme, der besindigt maner til eftertanke. Og som analytisk undersøgende og argumenterende forsøger at bygge bro mellem normativitet og evidens.

Den "empiriske vending“ mod evidens- og kompetencebaseret pædagogik har udfordret den normative og dannelsesteoretiske forskning, skriver von Oettingen. Men en alt for skarp skelnen risikerer at tømme den normative didaktik for empirisk betydning og reducere den til en refleksionsteori, som ingen gider lytte til. Samtidig tømmes didaktisk empiri for normative perspektiver, og det reducerer didaktikken til en mekanisk teknologi, advarer han. Resultatet bliver nemlig afprofessionalisering af lærerne. Det bliver uklart, hvad der er lærernes almendidaktiske grundfaglighed, og hvad skolen egentlig er til for.

Eleverne går ikke kun i skole for at blive så dygtige, som de kan, eller for at få en arbejdskarriere. De går i skole for at kunne deltage i offentlige fællesskaber. Her ligger hele skolens etos og formål. Skolen er så at sige en omvej til fremtiden, fordi børn ikke kun kan lære verden at kende ved at erfare den. Sprog, historie, politik, natur og kunst kan langtfra kun læres ved at gå rundt i verden eller ved at opleve den online. For at børn kan lære at se verden, må de i skole, hvor professionelle lærere i undervisningen fører dem gennem læreprocesser, som ikke kan foregå "ude i verden". Og undervisning skal forstås bredt, understreger von Oettingen. Det er også ”at være undervisende til stede i hele skolens dagligdag”.

Skolen er en offentlig dannelsesinstitution, understreger han. Fordi skolen er for alle børn, sigter mod den enkeltes alsidige udvikling og ”diskuteres og afstemmes i en almen folkelighed”. Skolens etos er bundet til elevens frihed og mulighed for at handle frit. Med det som afsæt og konklusion diskuterer han, hvad han forstår ved almen didaktik.

Almen didaktik er både teoretisk viden om, hvad undervisning er, og praktisk færdighed i at kunne undervise taktfuldt. Med taktfuldt menes, at læreren med afsæt i både teori og erfaring i de konkrete situationer bruger sin dømmekraft til at vurdere, hvad der er rigtigt. Denne professionelle dømmekraft er kernen i lærerens myndighed. ”Mellem den pædagogiske teori og den pædagogiske praksis ligger almendidaktikken”, skriver von Oettingen. Men faktisk viser han vel, at didaktik er både teoretisk viden og taktfuld praktisk handlen. Eller måske rettere er en uadskillelig enhed af teori og praksis-kunnen. Han henviser da også til, at uddannelsesforskere som Andreas Helmke og John Hattie understreger, at evidensbaseret viden ikke kan bruges som manual for undervisning, den kan kun orientere læreren i læringslandskabet.

Og så markerer von Oettingen en vigtig afgræsning mellem almendidaktik og politisk og strategisk styring af uddannelsessystemet, educational governance. Almendidaktikken må selvfølgelig forholde sig til de uddannelsespolitiske vilkår på alle niveauer, men det skal ske på didaktikkens egne præmisser, ellers ender det med, at den bliver reduceret til ”implementeringsstrategier for eksterne interessenter”.

Bogen har tre overordnede analyserammer: disciplinering, undervisning og vejledning. ”Læreren skal kunne disciplinere eleverne ind i det lærende fællesskab og gennem undervisning i fagligheder udvikle deres viden og erfaringer og vejlede dem i forhold til deres egen og fælles fremtid”.

Og von Oettingen går til stålet: ”Disciplin” og ”disciplinering” er desværre forsvundet ud af det pædagogiske fagsprog. I stedet taler man om klasseledelse, klasserumsledelse, læringsledelse med mere, men de forskellige begreber har samme pointe: Eleverne skal disciplineres og organiseres ind i skolens undervisningskultur. Skolen er et pædagogisk magtrum, derfor er det afgørende, at lærerne kan se, analysere og udnytte den disciplinering, som organisering og strukturering rummer. Pædagogisk magt må altid være didaktisk begrundet. Men hvordan skelnes mellem legitime og illegitime magtformer? Eller med Kants paradoks: Hvordan kultiveres friheden ved tvangen? spørger han.

Empirisk uddannelsesforskning har givet nye og vigtige erkendelser, men evidensbaseret viden bygger på hypoteser, som er renset for tilfældigheder, og det er lærerens praksis ikke. Undervisning er langt mere kompleks og kan på ingen måde gøres til implementering af bestemte kvalitetsstandarder. Grundigt og systematisk analyseres derefter undervisningen og lærerens rolle i forhold til elevernes læring. Man lærer selv, skriver von Oettingen. Men det er en typisk fejlslutning, som konstruktivistiske læringsteorier lider under, at læreren ikke kan lære eleven noget, siger han og argumenterer systematisk, analytisk for sine konklusioner.

Afsnittet om vejledning handler ikke om uddannelses- og erhvervsvejledning, men om elevernes dannelsesprocesser og om ”ansvarsetik”. Læreren er ansvarlig for, at eleverne udvikler ansvarlighed. At vejlede eleverne i dannelsessamtaler er ”en central didaktisk opgave med en etisk kvalitet, fordi den sætter de andre former – disciplinering og undervisning – i perspektiv. Vejledning er så at sige afslutningen på skolens tid og starten på elevens egen fremtid”. Ligesom i resten af bogen er der referencer til mange relevante teoretikere, og von Oettingens egne analyser og synspunkter giver masser af stof til overvejelse og diskussion. Ja, masser af viden. Men (især) i vejledningsafsnittene savner jeg eksempler. Vejledningen af eleverne foregår i samtaler, som foregår ”individuelt eller på klassen”. De fremgår ikke nødvendigvis af skoleskemaet og foregår ikke nødvendigvis i et fag. Det sker også på ekskursioner, lejrskoler, til fester og ”i personlige relationer”, får man at vide. De skal handle om elevens dannelsesproces om åbne spørgsmål, som ikke lader sig svare en gang for alle og peger ud over skolen og ind i elevernes fremtid.

Men, tænker denne anmelder, de fleste både direkte og indirekte opdragende og vejledende samtaler foregår vel mindst lige så meget i undervisningen, i dialogen om indholdet og om mulige konsekvenser af det, som læres i fagene? Ikke i den undervisning, der er snævert målstyret mod indlæring af bestemte færdigheder, men vel i høj grad i samtaler om litteratur, film og kunst. Om fysik, kemi, teknologi, historie og samfundsforhold. Og i samtaler om sociale relationer, samarbejde og konflikter.

Alexander von Oettingen har skrevet en fremragende, stofmættet bog. Ikke en debatbog og vel heller ikke en fagbog i traditionel forstand. Men en tankevækkende bog, som på én gang formidler og diskuterer teori og fundamentale spørgsmål om lærerens kernefaglighed, didaktikkens betydning og hele formålet med skolen. Jeg kunne ønske mig et opfølgende hæfte – eller måske endnu bedre: en hjemmeside - med eksempler, cases og diskussion.