Anmeldelse:

Dyr i nød

"Dyr i nød" er en serie, der involverer eleverne i nogle af de følelser, der er forbundet med at have kæledyr og hvordan man kan passe et dyr ordentligt. Materialet er suppleret med en lærervejledning til hvert hæfte, der indeholder relevante opgaver til eleverne.

Offentliggjort

Fakta:

Bange for mus?/Flotte Lotte/Hvor skal Mynte bo?/Karlo skal flytte/Katten under trappen/Klat, Sjat og Pjat hjælper til/Nej tak til fyrværkeri/

Storm stikker af

Forfatter: Lis Pøhler

125,00 kroner per bog. Rabat ved samlet køb af alle titler i serien

24 sider i hver bog

Serie: Dyr i nød

Forlaget Pøhler

”Dyr i nød” er en serie, som er udarbejdet i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Serien består af otte små hæftede fiktionsbøger om dyr. Dyrene i bøgerne har uden undtagelse brug for en særlig omsorg, fordi de første ejere af dyrene ikke helt passer deres dyr ordentligt, men alle bøgerne slutter heldigvis godt for alle: Efter et ophold hos Dyrenes Beskyttelse får de nye hjem, hvor beboerne har den rette indstilling og forståelse af, hvad det vil sige at have ansvaret for et dyr – og hvor megen glæde nye familier kan have af dyrene, hvis de drager den rette omsorg for dem. Alle hæfterne bliver afsluttet af en side med overskriften ”Tag dig godt af …..” hvor læseren så kan blive klogere på, hvad der er vigtigt at være opmærksom på, når man har anskaffet sig for eksempel en hund.

De otte hæftede fiktionsbøger har alle et lixtal på 15-20 og er på 24 sider. Foruden den fiktive fortælling om de forskellige dyr er der også direkte henvisninger til Dyrenes Beskyttelse, hvilket er naturligt nok, når bøgerne er udgivet i samarbejdet med dem. Den bagvedliggende idé med serien virker til at handle om, at eleverne skal lære at tage sig af dyr på en ordentlig måde.

Seriens idé om at understøtte elevernes omsorg for dyr bliver sat i spil i den tilhørende lærervejledning, hvor der er øvelser og aktiviteter, der på forskellige vis arbejder med bøgernes temaer om empati og omsorg. Øvelserne er struktureret efter principperne 'før, under og efter' læsningen. Aktiviteter, der har et eksplicit fokus på empati og omsorg, tager udgangspunkt i mindmap, hvor eleverne skal tale om og give eksempler på, hvad omsorg er. Efter læsningen af bøgerne er der spørgsmål, der hjælper eleverne med at skabe sammenhæng over det læste – ligesom der er forslag til yderligere aktiviteter, hvor eleverne kan læse mere om dyr og pasningen af dyr.

Serien er velegnet til undervisning i de mindre klasser, da de otte fiktionsbøger er suppleret med en lærervejledning, hvor der er gode og relevante opgaver, som kan støtte eleverne i deres engagement i bøgernes temaer samtidig med, at bøgerne er med til at konsolidere elevernes læseforståelse.