Anmeldelse:

En kommende børneklassiker

Det gamle motiv om larver, der bliver til sommerfugle, får nyt liv i fin fortælling om en pige og hendes fraværende far.

Offentliggjort

Fakta:

Per

Forfatter: Zenia Johnsen

Illustrator: Signe Parkins

315 kroner

80 sider

Forlag: Jensen & Dalggard

I billedbogen ”Per” af Xenia Johnsen og Signe Parkins får en pige i afskedsgave et gammelt akvarium af sin far. I akvariet, der nærmest herefter bliver til et terrarium, opbevarer pigen 20 små sorte larver, som hun har samlet sammen med faren, og hun forundres over den forvandling, larverne undergår. I en notesbog noterer hun som en anden videnskabsmand samvittighedsfuldt sine fine observationer ned. Hun er en skarp iagttager og observerer blandt andet at larver kan danse, de kan mobbe hinanden og de holder op med at spise, når det regner.

Og hun opdager også, at pupper først er lysegrønne, så mørkebrune og så bliver de til guld. En af larverne er anderledes, og den kalder pigen for Per, og den viser sig da også at være en Admiralsommerfugl, da den ”springer ud”. De andre er Nældens Takvinge-sommerfugle.

Men det er ikke hele historien, for mellem linjerne sniger der sig en rørende og stærk historie ind. Pigen har en meget intens længsel efter sin fraværende far, der indimellem kommer med vigtige digitale informationer. Pigens inderlige længsel doserer forfatteren i afmålte, men vigtige bidder.

Pigen har engang skyllet seks mariehøns ud i toilettet og har faktisk haft lidt dårlig samvittighed over det efterfølgende, men føler, hun får oprejsning ved afslutningen på historien: ”Engang slog jeg seks mariehøns ihjel. Men en anden gang passede jeg 20 larver, og jeg hjalp 17 sommerfugle ud i sommeren. Jeg hjalp helt præcist 16 Nældens takvinger og én Admiral, som hed Per. Jeg er sommerfuglevennen.”

Illustratoren Signe Parkins boltrer sig enestående flot i ”barnlige” og sirlige tegninger og illuderer finurligt, at det er pigen, der selv tegner. Og indimellem bryder Parkins ud i fornemme og smukke helsides illustrationer. Hun er i den grad med på Xenia Johnsens fornemme og velskrevne historie.

”Per” er en usædvanlig og skøn historie og vil blive en perle i dansk børnelitteratur. Til oplæsning i indskolingen og selvlæsning derefter.