Fakta:

Bogen om billedlitteratur - Analysebegreb og didaktiske principper

Forfatter: Marianne Eskebæk Larsen

321 kroner

146 sider

Akademisk forlag

Rammerne for, hvad der kan kaldes en børnebog, er som bekendt eksploderet de sidste tyve år. Ikke kun tematisk: Også hvordan billeder kan bruges og bogens fysiske rammer i form af omslag, formater eller satsblade er også blevet udforsket. Bibliotekarerne kender udfordringen i at få alle disse nye formater rigtigt ind på hylderne: billedroman, graphic novel, multimodal fortælling… hvor hører de egentlig til? 'Bogen om billedlitteratur' forsøger at levere et analytisk og didaktisk indspark, der kan matches den udvikling.

Argumentet er, at billeder i billedlitteraturen rækker langt ud over blot at være illustrationer til teksten: Billedlitteratur betjener sig af et særligt sprog, hvor tekst, billede, farver og bogens fysiske udformning tilsammen former tekstens samlede betydning. Det skaber en særlig stil, som der kan være grund til at stille skarpt på. Netop derfor introducerer forfatteren den særlige betegnelse ’billedlitteratur’ til forskel fra for eksempel billedbøger, der kan give indtryk af, at det litterære ikke er så vigtigt. Bogens ærinde er at give læseren adgang til den visuelle grammatik i billedlitteraturen, som er omdrejningspunkt for hovedparten af bogen.

Grammatikken præsenteres først med blik på bogens materialitet, der i dag i kan være del af den historie, der fortælles. Når billedfortællinger ankommer i arkivkasser, med udstansede huller eller i overraskende formater, er det ikke en biomstændighed ved værket. Nej, det er noget vi skal tænke med, når vi skal forstå den moderne billedlitteratur.

Tilsvarende viser Eskebæk klart, hvordan kompositionen også handler om, hvordan billederne indrammes, afgrænses og sammenkædes på opslag, der igen og igen kan overraske os. Der er et stykke vej fra Tintins nogenlunde stabile gitre til den måde, der i dag leges med ophævelse af rammer og alternative forbindelser mellem de enkelte billedelementer. Layoutet bliver med Eskebæks ord medfortællende.

Men også det enkelte billede skal læseren have redskaber til. En gang kunne dette område måske dækkes af med den traditionelle billedanalyses greb, som beskæring og synsvinkel. Det har bogen selvfølgelig også med. Men udviklingen i formaterne kalder på andre analytiske opmærksomheder, og det er et stort plus ved bogen, at den insisterer på, at font, farver, streg og stilarter skal tænkes med, hvis vi skal sige noget samlet om billedlitteraturen.

Til tider er tyngden i teksten tegnet

Pointen om, at billeder og tekst spiller sammen, er for så vidt ikke ny. De seneste år er den blevet afhandlet under overskriften ’multimodalitet’. Forfatteren lægger ikke skjul på arven fra den allerede eksisterende teori: Løbende trækkes der i bogens sidste – forbilledligt klare – kapitel på andre teoretikere inden for feltet. Der er ikke brugt megen plads på nuancerne, men referencerne til litteraturen giver læseren mulighed for selv at dykke ned i detaljerne. Bogens særlige bidrag er imidlertid dens kobling til tegneserieforskningen. Den visuelle grammatik, som bogen peger på, åbner med dette afsæt nye interessante og vigtige analytiske perspektiver.

Alle de teoretiske afsnit suppleres med konkrete undervisningsidéer og didaktiske refleksioner. Nogle af dem kan være svære at følge i bogen, da kontekst og rammer ikke altid er linet op. Måske har der ikke helt været plads, for der er som en kompensation i noterne henvisninger til mere udfoldede forløb.

Undervejs diskes der rigeligt op med eksempler fra de seneste 20 års billedlitteratur: Læseren får klare holdepunkter for at forstå de analytiske redskaber og samtidig pirrer det nysgerrigheden. Min lokale bibliotekar får travlt med at finde teksterne frem til mig det næste stykke tid. Jeg skal på udforskning.