De må du leo mæ.

Det ser måske lidt mærkeligt ud, men de fleste læsere kan nok regne ud, at der skal stå "det må du leve med" ovenfor. Det kan dog være svært at forstå, hvordan man kan stave en så enkel sætning så forkert. Der er en god forklaring: Den forkerte måde at stave de fem ord på er nemlig fuldt i overensstemmelse med en helt almindelig udtale, som langt de fleste af os benytter, medmindre vi er dronning Margrethe. Så eksemplet illustrerer ret godt, hvor stor afstand der kan være fra udtale til skrift i dansk.

Alle naturligt talte sprog udvikler sig. Lydudviklinger kan ikke undgås, der er sådan set ikke noget overraskende i dem. Men så længe skriften ikke følger med, bliver afstanden efterhånden så stor, at skriftindlæringen bliver ekstra vanskelig for dansklærere, som underviser i stavning. Og ikke mindst for deres elever.

I artiklen ”Udtaleudviklinger, der gør det sværere at stave” (Læsepædagogen nummer 6, 2022) og i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nydanske Sprogstudier har vi gennemgået en række af de vigtigste udtaleforandringer. Vi synes, pointerne fortjener et bredere publikum.

Korrespondensregler

I artiklerne beskriver vi udtaleforandringer og de forskellige typer af stavefejl, som forandringerne typisk medfører. Men vi angiver også en række såkaldte korrespondensregler, som man kan bruge til at forbinde udtale og det skrevne sprog. Netop de regler vil være et godt udgangspunkt for staveundervisningen.

Eleverne bliver faktisk allerede i indskolingen introduceret til sådanne korrespondensregler, hvor de blandt andet lærer, at s-lyden repræsenteres ved bogstavet s, og i-lyden skrives med bogstavet i. Så snart de har lært de to regler, kan de stave til ord som is og si.

I si-eksemplet er der tale om direkte korrespondens. I andre tilfælde er bogstav-lyd-forholdet lidt mere kompliceret, men dog stadig forudsigeligt, for eksempel når ve står for en o-lyd til sidst i leve. Hvis eleverne får at vide, at ordet leve fra eksemplet ovenfor i en meget tydelig, sjælden og dronning Margrethe-agtig udtale kan udtales stort set lydret, ligesom si, vil de kunne trække på den viden, næste gang de skal skrive ordet, og undgå stavefejlen. Det er princippet i korrespondensregler.

Lyde svækkes eller forsvinder

En meget udbredt tendens i dansk udtale er, at lyde bliver svækket, ofte så meget, at de ender med helt at forsvinde fra udtalen. Det gælder v-lyden i ordet leve ovenfor, der som nævnt (næsten) forsvinder i daglig tale.

Professor Jørn Lund beskrev allerede i slutningen af 1970’erne, hvordan yngre mennesker ikke længere skelnede mellem ord som ture og tuer samt kure og kuer i udtalen, fordi r-lyden i ture og kure var ved at forsvinde. Den udvikling er nu helt indfaset, og ingen udtaler længere en r-lyd i de ord. Det betyder, at man ikke længere bare kan fortælle eleverne, at de skal bruge r-lyden til at skelne, når de staver, og at man må opstille andre regler. Det kan for eksempel være, at flertalsendelsen ofte skrives e, når et navneord ender på -r i ental (tur – ture) – og klassikeren: At udsagnsord ender på -r i nutid.

Vi har tidligere analyseret staveprøveresultater fra elever i 1.-6. klasse, som tyder på, at mange elever nu heller ikke har udtaleforskel mellem ord som klatter og klatre, baller og baldre og klammer og klamre. Mange udelader ganske enkelt r’et efter t, når de skal stave et ord som klatre, og det kan næsten kun være, fordi de også udelader r-lyden, når de taler. I det tilfælde vil det være nødvendigt at forklare, at klatre er et udsagnsord i infinitiv, mens klatter enten er flertal af klat eller nutid af klatte og derfor skal ende på -er.

Omsat til korrespondensregler kan man sige, at jo flere lydudviklinger sproget undergår, jo flere regler bliver der at lære, og jo mere komplicerede bliver de.

Skal vi bare leo mæ de?

Når nu afstanden mellem udtalen og skriftsproget er så stor, og det bliver vanskeligere og vanskeligere at stave, som vi og andre forskere har beskrevet, må det være på sin plads at diskutere, hvad vi kan gøre ved det. Vi har i denne kronik peget på korrespondensreglernes vigtige plads i sprogpædagogikken. Man kunne tilføje, at et øget fokus på den faktiske udtale kunne være en del af løsningen på problemet.

Man kunne dog også gå mere radikalt til værks og reformere retskrivningen på en måde, som vil udrydde mange af stavefejlene med et slag. Andre sprogforskere har tidligere foreslået en større reform, hvor retskrivningen bliver gjort meget mere lydret, og det vil indiskutabelt kunne hjælpe mange af de elever – og voksne – som har svært ved at stave, og som vil få sværere og sværere ved det, så længe retskrivningen ikke reformeres og gøres mere tidssvarende.

Indtil da er det lærerne, der har opgaven med at formidle de stadig mere indviklede korrespondensregler.

Kilde: Læsere, der gerne vil have overblik over udviklingen i dansk udtale, kan læse mere i Jan Heegård Petersen og Holger Juuls artikler “Udtaleudviklinger, der gør det sværere at stave” i Læsepædagogen nummer 6, 2022, og “Om analyse af stavefejl. Årsager, korrespondensregler og udtalevariation” i NyS, Nydanske Sprogstudier nummer 60, 2022. https://doi.org/10.7146/nys.v1i60.129352