I 2020 satte jeg mig for at undersøge ’civil ulydighed’ i den danske folkeskole. Ikke i praksis, men på skrift og online. Nærmere bestemt undersøgte jeg brugen af udtrykket ’civil ulydighed’ på folkeskolen.dk – og jeg sammenlignede med to andre medier for to andre store grupper offentligt ansatte, sygeplejersker og socialpædagoger. Det kom der en forskningsartikel ud af, som nu udkommer i en antologi fra Aarhus Universitetsforlag (Åndsfrihed i det moderne samfund, Ove Korsgaard og Michael Agerbo Mørch, red.). Resultatet lød: Skolelærere er meget mere glade for ’civil ulydighed’ end andre faggrupper.

Hvorfor mon? På folkeskolen.dk optræder udtrykket ’civil ulydighed’ i 70 af de tilgængelige artikler og indlæg, mens det på sygeplejersken.dk optræder tre gange og på ’Socialpædagogen online’ kun én gang. 70 artikler er selvfølgelig ikke mange for et fagmedie, der udgiver så meget, som folkeskolen.dk gør. På den anden side så er forskellen i forhold til de to andre medier ret markant, især taget i betragtning af, at også sygeplejersker og socialpædagoger er og har været udsat for et stort arbejdspres, et voksende dokumentationskrav og kortere og kortere tid til kontakt med og omsorg for de mennesker, det handler om. Også sygeplejersker og socialpædagoger kan have grunde til at rejse kritik.

Man skal også holde de love, man ikke kan lide

Og det gør de jo også. Men der bliver ikke – som på folkeskolen.dk – peget på ’civil ulydighed’ som ’løsningen på problemet’. Og – må man retfærdigvis tilføje – det er ’civil ulydighed’ da virkelig heller ikke: Det er snarere sidste desperate udvej, når alle andre muligheder for at få magthaverne i tale forgæves er afprøvede. For det må være en grundpræmis i et velfungerende demokrati, at man også skal overholde de love, man er uenig i, og at uenighed med en bestemt lov ikke berettiger til at bryde den. Meget få love – jeg kan kun lige komme i tanke om hasteloven 12. marts 2020 i forbindelse med coronapandemien – bliver vedtaget enstemmigt, men det ville jo føre til et samfund i total opløsning, hvis vi godtog eller viste sympati for, at man kun overholdt de love, man selv ville stemme for: Man kan ikke nøjes med at overholde de love, man kan lide.

Og det er jo netop én af de ting, eleverne skal lære i skolen. Det er én af det ting, folkeskolelærere – i kraft af at skulle forberede eleverne til ”et samfund med frihed og folkestyre” – har som deres særlige opgave at lære eleverne.

Skolelæreren er samfundets joker

Men når jeg alligevel egentlig blev vældig opløftet af at læse de 70 indlæg på folkeskolen.dk, hvori der flere steder blev direkte opfordret til ’civil ulydighed’ eller skrevet om, at ’civil ulydighed’ jo kunne blive en nødvendighed (fx i indlæg i relation til folkeskolereformen), så tror jeg, det skyldes, at læreren også er en slags ’samfundets joker’. I hvert fald ideelt set.

En joker er en, der befinder sig i reglernes grænseområde, og her i dette område har også skolelæreren hjemme. For læreren skal både lære eleverne at holde loven og at lave den, og han/hun skal ikke kun forberede eleverne til et samfund med folkestyre, men til et samfund med frihed og folkestyre. Denne frihed betyder både, at eleverne skal lære, at man godt kan blive ved med at kritisere reglerne, efter de er vedtaget – og måske dermed medvirke til, at de bliver lavet om. Og friheden betyder også, at eleverne skal lære, at nogle gange er det minoriteten, der viser sig at være dem, vi bør lytte til. Eller som filosoffen Henry David Thoreau (fra hvem begrebet ’civil ulydighed’ stammer) skriver: ”… for øvrigt udgør hvem som helst der har mere ret end sin næste allerede en majoritet på én person.”

I min artikel dykker jeg ikke kun ned i folkeskolen.dk, men også i begrebet ’civil ulydighed’, og her trækker jeg – udover Thoreau – særligt på tanker fra filosoffen Hannah Arendt. Hun forekommer mig at være en af de vigtigste filosoffer at lytte til i dag med hendes udvidede opmærksomhed på enhver tendens til totalitarisme og meningstyranni. Mens Thoreaus tanker om civil ulydighed, hvis man tager ham (for) alvorligt, fører os i retning af samfundets opløsning, fordi han grundlæggende mener, der er en konflikt mellem individ og samfund, så placerer Arendt konflikten i os selv: Som frie, tænkende mennesker er vi altid både inden for og uden for samfundets fælles regler – og sådan skal det være. Som del af et samfund skal vi selvfølgelig kunne indordne os under de fælles regler, men vi skal ikke af den grund holde op med at tænke selv. Læreren indtager her en særlig rolle som dobbeltformidler eller samfundsjoker: Sammen med læreren skal eleverne både øve sig i at forstå fællesskabets spilleregler og kunne lege, at det hele også kunne være anderledes. I filosofisk forstand skal skolelærere derfor helst være lidt ’på kant med loven’.

Er læreren som samfundsjoker på retur?

Jeg tror, ’begejstringen’ for civil ulydighed siger noget væsentligt om lærergerningen og om lærerens selvforståelse. Som lærer er man ikke bare del af velfærdsstatens arbejdshær, man er også en nøglefigur i forhold til at støtte eleverne i at kunne leve tænksomme, frie og (helt sikkert også) konfliktfyldte liv i det fælles samfund. Man kan så spørge – men det må blive en anden undersøgelse – om læreres selvforståelse som ’samfundsjokere’ i dag er på retur. Jeg håber det ikke.

Antologien ’Åndsfrihed i det moderne samfund’ udkommer på Aarhus Universitetsforlag den 24. november 2022. Antologien indeholder blandt andet også en artikel af professor Ove Korsgaard, der undersøger baggrunden for, at begrebet ’åndsfrihed’ i 1975 kom ind i folkeskoleloven.