Jeg har set Knud Illeris’ læringstrekant i et utal af bachelorprojekter, og kvaliteten er, at man med det afsæt kan understrege, at det at lære er en individuel tilegnelsesproces, der er afhængig af – ja, helt sammenflettet med - mellemmenneskelige relationer. Og så med Illeris’ vigtige tilføjelse, at man ikke meningsfuldt kan tænke i læring uden at tænke i indhold. Der er altid noget, der skal tilegnes – viden, kundskaber, færdigheder, forståelse, indsigt, mening …

Den nye bog indledes med et kort kapitel om læringstrekanten, som så danner baggrund for de øvrige kapitler, og Illeris understreger i indledningen, at ”den institutionaliserede læring” i løbet af de seneste årtier i stigende grad er blevet ”underordnet nogle overordnede økonomiske og administrative strukturer”. Det handler ikke (kun) om personernes læring og udvikling, men mere om international konkurrenceevne. Denne udvikling lægger et stigende pres på elever, studerende, undervisere og ledere, fordi læreprocesser gøres mere indskrænkede og ensartede - samtidig med at udvikling af ”afgørende kvaliteter” som engagement, indlevelse, kreativitet og samarbejdsevne reelt skubbes i baggrunden, skriver han.

Denne vigtige kritik ville det være fint at få beskrevet. Men ligesom det sjældent sker i bachelorprojekter, der tager afsæt i Illeris’ læringstrekant, er det ikke noget, der foldes ud i bogens optryk af artikler fra 2007 til 2018. Og fordi teksterne er hentet fra forskellige andre sammenhænge, må man som læser trækkes med både gentagelser og overlap. At Illeris er god til at skrive kort, viser hans præsentation af ni læringstænkere fra Grundtvig over Marx, Freud, Vygotsky og Piaget til Rogers, Erikson, Bateson, Engeström og Alheit.