Politikere taler om, at folkeskolen skal sættes fri. Hvad ligger der i den frisættelse? Frihed fra nationale test, lange skoledage og målstyring?

Vi bør i ligeså høj grad være optagede af, at friheden også er frihed til noget og spørge: Hvad er det, så vi vil med den frihed i grundskolen?

Folkeskolereformen mislykkedes. Der findes mange bud på, hvad der gik galt.

Ét svar på dette er, at undervisningen blev gennemsyret af en instrumentel tilgang til færdigheder og viden fokuseret mod prøven, afkoblet fra virkeligheden og uden meningsfuldt indhold.

En sådan målstyret tænkning er, igennem de sidste ti år, blevet så indlejret i måden at tænke didaktisk planlægning på, at den nu kan være svær at frigøre sig fra.

Vi bør dog tage nye afsæt for undervisningen.

I stedet for at spørge: Hvilke færdigheds- og vidensmål opfylder jeg med dette forløb?, kan vi med fordel spørge: Hvordan kan jeg med denne undervisning bidrage til børns livsmod og forudsætninger for at virke i livet?

Det meningsfyldte indhold

Der ligger meget magt i valget af indhold i undervisningen. Som lærere, har vi i den grad indflydelse på, hvad eleverne bliver præsenteret for, hvordan de begriber et emne, og hvad de bliver optagede af.

Når vi skal fordre livsmod, må vi først og fremmest vise eleverne en smuk og spændende verden. En verden de får lyst til at undersøge, udforske, forstå og agere i.

Vi ved, at voksne rollemodellers begejstring og optagethed smitter. Formidlingen af undervisningens indhold spiller en væsentlig rolle, ikke kun i forhold til at vise forskellige perspektiver, men også i forhold til, om eleverne vækkes og åbner sig mod det.

Mennesket søger grundlæggende efter mening. Børn og unge gør i høj grad, og forskning peger på, at særligt denne generation af børn og unge er optagede af eksistentielle spørgsmål.

Per Schultz Jørgensen skrev, at “børns verden er en personlig verden, der bærer på en mening, som de bygger på, bakser med, fantaserer og fortæller om og ofte kæmper med, fordi de ikke kan finde meningen.”

Forsker med opråb: “Der er ikke tid til at vente på mere frihed”

Hvis ikke vi beskæftiger os med meningsskabende sammenhænge i vores liv, er der stor fare for, at vi bliver uengagerede og triste. I skolen må vi sørge for at hjælpe eleverne konstruktivt på vej i deres bestræbelser efter at skabe mening i forskellige sammenhænge.

I den forbindelse, er det også væsentligt, at vi tør at være optagede af indhold, som beskæftiger sig med det alment menneskelige på et eksistentielt plan, sammen med børnene.

Igennem grundfortællinger og samtaler om menneskelige temaer, som rører os; følelser, konflikter og livsvilkår, klædes eleverne på til at håndtere deres eget liv.

Dette arbejde kan bidrage til en forståelse og accept af egne og andres livsvilkår og menneskelivets kompleksitet, hvilket er nødvendigt for børn og unge at bringe med sig ud i livet for at kunne komme overens med den modstand, de vil møde.

Virkeligheden ind i skolen og skolen ind i virkeligheden

Man kan godt have det perspektiv, at skolen er en kunstig foranstaltning, hvor vi forbereder eleverne på “det virkelige liv” i opstillede rammer.

Man kunne også betragte skolen som bindeleddet mellem hjemmet og verden.

Filosof Hannah Arendt skrev således at: “...skolen er den institution, som vi indskyder mellem hjemmets private domæne og verden for i det hele taget at gøre overgangen fra familien til verden mulig.”

Hvis vi som undervisere formår at trække virkeligheden mere ind i skolen og skolen mere ud i virkeligheden, kan vi udfordre de kunstige rammer og give eleverne en oplevelse af, at undervisningen har en forbindelse til verden omkring dem.

Det handler om at skabe sammenhænge i undervisningen, hvor fagene bliver bragt i anvendelse i betragtning af reelle problemstillinger eller konkrete opgaver, som strækker sig ud af bøgerne.

Der vil altid være elementære færdigheder, som skal trænes i skolen - det såkaldte rugbrødsarbejde med læseindlæring, grammatik, regneregler osv.

Hvis disse færdigheder også bringes i spil i opgaveløsning, hvor man beskæftiger sig med autentiske problematikker, tilfører det træningen et dybere perspektiv med fremadrettet sigte.

Skole kæmper for mere frihed: ”Vi skubber til rammerne ved rent faktisk at gøre det”

Man får ofte didaktiske foræringer ved at flytte undervisningen til en lokation, som kan danne et konkret og relevant udgangspunkt for opgaverne.

Når vi bruger kroppen og er sansemæssigt og fysisk tilstede i undervisningen lagres læringen flere steder i hjernen, og det skabende element i undervisningen vil ofte synes meningsfuldt for eleverne.

Både dét at fremstille et konkret produkt med hænderne, men også dét at skabe værdi for andre igennem omsorgsetiske handlinger, hvor eleverne oplever at bidrage til - og interagere med deres omverden. Det kunne f.eks. være at besøge det lokale plejehjem.

Vi tror, at den frisættelse af grundskolen, som aktuelt har politisk medvind vil hjælpe lærerne tilbage til DNA'et i dét at være lærer; optagethed af et fagligt stof, fordring af elevernes nysgerrighed og motivation og bidrag til deres mod på fremtiden.

Vi ønsker os, at frisættelsen vil pege ind i en skolepraksis, som tænder en gnist i elevernes øjne og får dem til at føle, at de hører til i verden.

Vi ønsker, at frisættelsen vil forplante sig til en pædagogisk praksis, der gennem meningsskabende undervisning med forbindelse til virkeligheden giver eleverne livsmod og forudsætninger for at virke i livet.