Jeg er vild med den danske folkeskole. Som borgmester i Holbæk Kommune er jeg stolt af at have ansvaret for at lave den bedst mulige folkeskole for børnene i min kommune.

Jeg er stolt af, at vi i Danmark har en folkeskole, som i selve sit formål så smukt beskriver, at målet både er at uddanne og danne vores børn. Det står faktisk direkte, at folkeskolen skal danne rammer for, at »eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle«.

Men jeg er også i stigende grad bekymret for, at vi i vores iver for at forbedre og udvikle folkeskolen har glemt det vigtigste - nemlig de elever, som hver dag bruger størstedelen af deres vågne tid i vores skoler.

Min oplevelse er, at vi i halen på Pisa-målingernes chokeffekt er gået mål- og testamok i den danske folkeskole. Vi har spundet folkeskolen ind i en spændetrøje af mål. Selv trivsel og sociale kompetencer sætter vi mål for.

Jeg kan for enhver 5. klasse i min kommune bede forvaltningen om at trække resultater på alt fra læsefærdigheder over sprogforståelse til trivsel i pigegruppen.

Mange af disse mål og test har gode hensigter. Vi kan sætte en tidlig indsats i gang for børn med indlæringsvanskeligheder. Vi har styr på de dygtigste elevers faglige progression og kan udfordre dem. Og vi ved præcis, om klassens sociale trivsel har ændret sig over det seneste år.

Men jeg er bange for, at vi i vores eufori over de mange data, vi kan analysere, har glemt dem, det hele handler om. Nemlig eleverne. Vi har glemt at interessere os ordentligt for, hvad alle de mål og test gør ved eleverne - hvad det gør ved vores børn.

Jeg bliver bange, når jeg på mit sidste besøg på en af vores skoler møder en pige i 8. klasse, som bryder sammen, da hun får at vide, at den opgave, hun sidder og arbejder med, ikke efterfølgende får en karakter. For hvorfor skal hun så lave den, når hun ikke får en karakter?

Jeg bliver bange, når en pige i 4. klasse taler om, at de har haft trivselstest i skolen, efter at hun har svaret på spørgsmålene i den årlige trivselsmåling.

Jeg bliver bange, når jeg hører lærere fortælle, at eleverne frygter det nederlag, de oplever, når de ikke scorer højt nok i endnu en af de mange nationale test, som vi udsætter dem for.

Jeg bliver simpelthen bange for, at vi i vores iver efter at forbedre og udvikle folkeskolen er med til at skabe de 12-talspiger og -drenge, som nok er kloge på færdigheder - men ikke nødvendigvis kloge på sig selv. Som er uddannet, men ikke nødvendigvis dannet som mennesker.

Min frygt er, at folkeskolen i dag er med til at skabe mennesker, som kun føler, at de er noget værd, når de præsterer. Som kun kan mærke sig selv, når de får karakterer - eller likes på Facebook eller følgere på Instagram.

Vi har glemt at minde hinanden om, at ikke alt kan måles og vejes. Læring og udvikling sker nogle gange i ryk. Vi dannes ikke som mennesker efter en forudbestemt skabelon eller retning.

Set fra borgmesterstolen i Holbæk er vores folkeskole allerede spundet ind i mål og målinger, som kommer fra nationale krav til vores folkeskoler. Vi skal gennemføre nationale test og trivselsmålinger, og vi bliver målt på rigtig mange parametre. Hvor stor en andel elever med over 2 i dansk og matematik? Hvordan klarer vores elever sig i forhold til en socioøkonomisk nøgle for, hvordan de burde klare sig?

Resultaterne bliver udstillet på ministeriets hjemmeside, hvor man kan se, om eleverne i Holbæk Kommune er under niveau, over niveau eller bare gennemsnitlige. Og vores ledere følger op på resultaterne og indskærper over for ledere og medarbejdere, at vi skal have fuld fokus på faglig og social progression.

Til det må jeg bare sige: Vores elever er hverken over, under eller på gennemsnittet. De er unikke mennesker, som er i fuld gang med at danne sig som mennesker. Og nej, folkeskolen skal ikke blive et sted, hvor det udelukkende handler om dannelse. Der skal altid være fokus på faglighed, men vi må ikke glemme den læring, man får af at gå i skole, som ikke nødvendigvis kan måles og testes.

Jeg har en stærkere og stærkere følelse af, at vi skal en helt anden vej med vores folkeskole. Det er derfor min politiske ambition, at vi i Holbæk Kommune skal gå foran og skabe en folkeskole, hvor eleverne får en langt stærkere stemme. En skole, hvor engagerede lærere sætter en ære i at understøtte den enkelte elev i at finde sin unikke vej. En vej, som ikke er styret af gentagne læringsmål og nye test. Det skal i stedet være den vej, som føles rigtig for det barn, som er i gang med at blive til et helt menneske - et menneske, som både har dannet og uddannet sig.

Det kræver, at vi tør smide spændetrøjen af mål og test væk og sige højt, at vores dialog med folkeskolens elever, forældre og lærere ikke skal være hængt op på de seneste nationale test og trivselsmålinger. Den skal i stedet fokusere på, om vi lykkes med det, som er folkeskolens formål. Er vores folkeskole et sted, hvor »eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle«?

Svaret på det spørgsmål kan man som politiker ikke læse i tal og grafer. Det kræver, at vi som kommunalpolitikere skal tale meget mere med elever, forældre og lærere i vores skoler. Og vi skal turde stole på, at den dialog siger mindst lige så meget om, hvorvidt vi lykkes med vores folkeskole, som alle de mange tal, vi bliver præsenteret for.