Man har meget større indflydelse på sit liv og sit levned, end man lige går og forestiller sig, og derfor er min holdning til og mit svar på ovenstående spørgsmål også er klart JA. Som barn tilbringer du i gennemsnit 25.000 timer i diverse institutioner, hvoraf årene i skolen udgør en væsentlig andel. Derfor er det en opgave, som forældre og skolens personale især må tage på sig.

Det er til enhver tid de voksnes/forældrenes valg at beslutte sig for at sætte børn i verden. Forældrene til nutidens børn og unge er alle et produkt af generation X (1966 -1979), generation Y (1980 – 1990), generation Z (1991 – 2000 og generation New Millenium (2001 – 2012) Jesper Bo Jensen: ”7 generationer, Fremforsk.” Disse generationer har iflg. fremtidsforskerne deres forskellige karakteristika, som direkte og indirekte er udgangspunkt for deres tilgang til opdragelse og karakterdannelse af deres guld.

Hvilke karakteristika er så gældende for disse årgange? De ser børnene som prestigebørn, projektbørn, trofæ- og curlingbørn, de er statusfikserede og iscenesætter familiens lykke via deres prestigebørn, der er stort fokus på egoet, socialiseringen af børnene stammer fra diverse daginstitutioner, de spejler sig i hinanden – dvs. de orienterer sig horisontalt i jævnaldrende og ikke vertikalt. Der er fra samfundets side stort fokus på individuelle læreplaner via institutionerne, det gælder fra daginstitutioner via folkeskolen med vægt på individualisering. Derved vænnes og opdrages såvel forældre som deres børn til at have blikket rettet mod sig selv og sin egen udvikling – mig selv, mig selv mig selv.

Når så mange børn og unge mennesker i alle lag af vores samfund føler, at de ikke slår til, mistrives, har dårligt selvværd, opleves som selvhævdende, egocentriske og uden evne til at rejse sig på bagbenene og tage kampen op imod modgang og pres, er det efter min mening et resultat af helt forfejlet mindset fra først og fremmest forældrenes side godt støttet af hverdagen og kulturen i skolen. I retfærdighedens navn skal det dog præciseres, at der er mange børn og unge, som klarer livets udfordringer med bravour. Men antallet af børn og unge med førnævnte mistrivsels udfordringer er steget voldsomt gennem de seneste 5 – 10 år.

Jeg har i mit mangeårige virke som lærer, afdelingsleder i skoleregi og træner haft med mange tusinde børn og unge at gøre. Det har altid været meget vigtigt for mig, at der har eksisteret et fælles aftalegrundlag for, hvordan vi omgås hinanden med respekt og med gensidige krav om adfærd, der falder inden for rammen i netop den sammenhæng, som vi i fællesskab optræder i. Det gælder såvel børnene, de unge som mig selv. Jeg har altid oplevet det som en stor styrke for dette fællesskab, at jeg til enhver tid har optrådt autentisk og i enhver sammenhæng har stået fast og ageret i relation til dette. Derved har jeg bildt mig selv ind, at jeg har været en god og sikker klippe, som de har kunnet forholde sig til, læne sig op af, stole på og som samtidig også stillede krav, var konsekvent og viste kærlighed (de 3 Kér)

Det hører med til dette, at jeg i de sidste år af min tid som lærer, oftere og oftere oplevede, at forældrene kontaktede mig for at diskutere deres teenagers karakterer. Det fremmer efter min mening ikke just den unges evne til at tage vare på sig selv og sine handlinger, lige så lidt som det kommer frem, når forældre føler sig nødsaget til at assistere deres unge studerende til samtaler om indsats, adfærd og karakterer på universitetsniveau. Iflg. de danske universiteter forekommer dette, samtidig med at universiteterne føler behov for i den sammenhæng at opstille forældre guides for acceptabel forældreadfærd.

Lad mig give nogle budskaber på, hvordan opdragelsen og karakterdannelsen kan styrkes:

• Hovedansvaret for opdragelsen ligger indiskutabelt hos forældrene. Her er der naturligvis stor fokus på barnet individuelle kerneværdier (f.eks. tryghed, værdier, holdninger, selvregulering, karakterdannelsen). Til gengæld ligger en stor del af udviklingen af relationelle og kollektiver færdigheder hos lærerne og pædagogerne.
• Opdragelsen og dannelsen skal i højere grad styrke selvfølelsen, trygheden og karakterdannelsen via omsorg og alderssvarende udfordringer. Se gerne bort fra sammenligningskulturen, nulfejlskulturen m.m. i den sammenhæng.
• Se nu bort fra de karakterer – en karakter er jo blot et tal. Et for tidligt fokus på mål, resultater og præstationer styrker i sig selv ikke børns udvikling. Det færdigheds – og resultatorienterede fokus, der længe har præget strategiske og politiske mål for institutions – og skoleverdenen er næppe i sig selv udviklende for børnene.
• Ydre vs. indre motivation. Barnet skal lære at kunne udskyde sine behov og i stedet reagere på krav og pligter og ydre stimulering. At lære at tænke VI i stedet for JEG, hvilket er med til at styrke karakterdannelsen og samtidig en væsentlig forudsætning for deltagelse i fællesskabet.
• Vær opmærksom på risikoen ved rammesætning og retning ud fra resultatmål og ikke ud fra barnets aktuelle udviklingsniveau og potentiale. Barnet, forældrene og lærerne skal i højere grad fokusere mere på at forstå end på at bestå.
• Undlad for meget fokus på resultatet, men hav mere fokus på selve processen.

Vore børn og unge er vores samfund vigtigste råstof. Så lærere og pædagoger: Engager jer, involver jer, interesserer jer oprigtigt for hver enkelt barns 3 arenaer (skole, familie og fritid), tag først og fremmest børnenes og de unges parti, så I kan medvirke til, at vort samfund på såvel den korte bane som på den lange bane vil fremstå endnu stærkere end tilfældet er i dag.