Debat
Cooperative
Learning – virker det?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Konsekvent anvendelse af Cooperative Learning i det danske undervisningssystem - virker det?
Cooperative Learning (CL) er en amerikansk metode, som blev indført i Danmark i 2006 af Jette Stenlev. Metoden bygger på læring gennem elevernes samarbejde organiseret ved hjælp af strukturer.
Mange lærere har afprøvet CL og synes ikke at have oplevet den store effekt.
Jeg er uddannet i CL i Danmark og USA, og som dansk- og klasselærer på mellemtrinnet besluttede jeg at anvende CL konsekvent for at vurdere effekten. Jeg er blevet positivt overrasket.
Min klasse blev samlet af elever fra tre forskellige afdelinger og manglede derfor klassefællesskab. Daglige konflikter forhindrede læring.
Ud over at give eleverne værktøjer til konfliktløsning brugte jeg konsekvent CL. Hver mandag indledte jeg min undervisning med Classbuilder og Teambuilder og forklarede omhyggeligt eleverne formålet: Alle er okay i klassen, og vi skal bruge hinanden til læring (metadialog). Konflikterne aftog, og besværlige elever blev inkluderet.
Seks nye elever kom til, hvoraf én var diagnosticeret autist. Alle blev inkluderet - af mine elever. Den autistiske elev blev hjulpet af den tydelige struktur i CL og kammerater som rollemodeller.
Efter to år fungerer klassen som et lærende fællesskab, hvor eleverne både kan arbejde disciplineret og sprudle af glæde og initiativ.
Min erfaring viser, at man skal være vedholdende, og at man er nødt til at medtage alle elementerne i CL: Class- og Teambuilding, modellering, positiv anerkendelse, metadialog og klasseledelse.
Sådan har jeg personligt oplevet effekten af CL, men efterlyser evidensbaserede studier i det danske skolesystem.