PLC

Eleverne i Odense skal pege på, hvilke bøger de savner på skolebiblioteket

Vær med til at vælge, hvilke bøger dit skolebibliotek skal indkøbe. Sådan lyder det til elever i 3. klasse i Odenses folkeskoler. 

Odense Bibliotekerne har modtaget 750.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen til et samarbejde med folkeskolerne i Odense.

Det betyder, at flere end 1500 elever i 3. klasse vil få indflydelse på, hvilke nye bøger der skal indkøbes til skolernes pædagogiske læringscentre (PLC), skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse. 

"At have adgang til børnebøger af høj kvalitet gennem folkeskolerne er uvurderligt. Bøger åbner tusinder døre til viden og nye verdener, samtidig med at de udvikler børnenes evne til indlevelse i andre mennesker og styrker deres sprog- og læsefærdigheder", siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Pengene skal også gå til forfatterbesøg og booktalks med det lokale biblioteks børnebibliotekar skal give nyt liv til læseglæden og skabe læsefællesskaber for børnene.

Odense.dk: Trekvart million til læseglæde i 3. klasserne