Læreruddannelsen 

Fire kommuner går sammen om ny skolebaseret læreruddannelse

Viborg, Thisted, Morsø og Skive kommuner er blevet enige om hver at oprette fire nye lærerstillinger til en skolebaseret læreruddannelse på Via's læreruddannelse i Skive. 

De i alt 16 nye deltidsstillinger kombinerer et deltidsjob på en skole med den almindelige læreruddannelse på uddannelsesstedet. Lønnen for stillingerne vil være 14.000 kroner ved siden af SU’en.

Under ordningen arbejder de studerende som lærere på en skole i op til en 30-procents stilling. 

Håbet er, at stillingerne vil bidrage til at rekruttere og fastholde flere studerende til uddannelsen og mindske antallet af ikke-uddannede lærere på deres skoler, lyder det i en pressemeddelelse. 

De seneste år er der optaget omkring 30 studerende om året på læreruddannelsen i Skive, som har ført til overvejelser om uddannelsesstedets fremtid. Sidste sommer besluttede Via's bestyrelse at videreføre læreruddannelsen i Skive med et særligt statsligt tilskud, der dog kun er garanteret i tre år.

via.ritzau.dk: Fire kommuner går sammen med VIA University College om ny, skolebaseret læreruddannelse i Skive