Trivsel

Ny analyse: Smartphones og SoMe fører til lavere skoletrivsel hos pigerne

Fører høj skærmtid hos børn og unge automatisk til lavere trivsel?

Nej, lyder svaret i en ny analyse baseret på svar fra 3.500 børn og unge samt 2.400 forældre. Analysen er foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

64 procent af børn og unge i alderen 8-25 år melder om, at de oftest har det sjovt på sociale medier, og godt en tredjedel oplever, at de lærer noget eller bliver inspireret.

Analysen peger dog også på, at piger i alderen 13-17 år bruger mest tid på sociale medier, og at 31 procent i samme gruppe viser svære eller moderate tegn på afhængighed af telefon og sociale medier.

Det konkluderes desuden, at pigers skoletrivsel falder omtrent samtidig med, at de får en smartphone, og når de begynder at bruge deres foretrukne sociale chatmedie. Et tilsvarende fald ses ikke hos drengene.

"Mens de fleste børn og unge ser ud til at trives med sociale medier, finder analysen også udfordringer. Særligt blandt piger samt børn og unge, som viser tegn på lav selvkontrol, er der en tendens til, at forbruget af sociale medier og lav trivsel følges ad", siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jakob Hald til dr.dk.

kfst.dk: "Piger og unge med lav selvkontrol er mest udfordret af sociale medier