Citat

Skoleledere ser frem til dialog om mere frihed til skolen

Offentliggjort Sidst opdateret

"Vi er glade for, at alle skoler får større frihed. Vi glæder os til dialog med regeringen om dette, så vi sikrer, at landets skoler både har et fælles træk samt frihed til hvert sit særkende. Friheden skal også forvaltes sammen med kommuner, forældre og elever”.

Sådan siger Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal om regeringsgrundlaget, der blev præsenteret i går.

Han glæder sig ligesom skolens øvrige parter over, at regeringen har slået fast, at man ønsker at fortsætte Sammen om skolen-samarbejdet.

"Vi vil hurtigst muligt tage kontakt til både ministeren og parterne i Sammen om skolen for at komme godt videre med det særdeles gode samarbejde”, siger Claus Hjortdal i en pressemeddelelse.

Regeringen vil nedsætte en kommission for det gode børne- og ungdomsliv, der skal foreslå anbefalinger til, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes.

Kommissionen skal også se på indflydelsen fra sociale medier og andre større samfundstendenser. Det glæder også skolelederne.

"I Skolelederforeningen har vi selv foreslået en sådan kommission, så det glæder os, at den nu bliver en realitet. Det er vigtigt, at den ser på tværs af ministerierne, for mistrivsel kan forekomme i flere aspekter af børn og unges liv”, siger næstformand Dorte Andreas.

skolelederforeningen.org: Skolelederforeningen: Vi ser frem til dialog om folkeskolen