Udskoling

Undervisningsforløbet 'Et ordentligt skænderi' er lige nu ved at blive afprøvet på flere skoler, og derefter vil der blive udviklet et færdigt undervisningsmateriale, som lærere i 9. og 10. klasse kan bruge.

Foreninger vil lære udskolingselever at tage et 'ordentligt skænderi'

Offentliggjort Sidst opdateret

Polarisering og ’ekkokamre’ er blandt de største udfordringer for den offentlige samtale i dag, mener tre danske organisationer, Center for Karakterdannelse, Foreningen Åndsfrihed og Grundtvigsk Forum. De har derfor udviklet undervisningsforløbet 'Et ordentligt skænderi' til 9. og 10. klasse, hvor eleverne skal øve sig i at ’blive i ubehaget’ og fastholde samtalen, også når de er dybt uenige.

”Når man befinder sig i hver sin ’offentlighed’ eller ’ekkokammer’ uden indblik i hinandens virkelighed eller argumenter, er dialog ikke nødvendigvis det bedste mål. I hvert fald ikke, hvis vi med dialog mener det at lede efter ’lighedspunkter' hos hinanden eller søge konsensus. For så vil der jo være nogen, der ikke er med i samtalen – nemlig dem, der virkelig ikke er enige med hinanden, og som er dybt overbevist om, at verden må se anderledes ud. Dialog bliver let til dialog for de dialogsøgende, de moderate på ‘midten’", siger Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed og leder af Grundtvig-Akademiet i Grundtvigsk Forum.

I undervisningsforløbet vil eleverne blive introduceret for de to danske tænkere N.F.S. Grundtvig og Hal Koch, og gennem dilemmaøvelser og rollespil skal eleverne sig i at ’møde modstand’ uden at give op på samtalen.