Chromebooksagen

Man har fået forskudt ansvaret fra regering og kommuner, der har vidst det her længe, til de lærere, der står ude i klasseværelset, siger Regitze Flannov, Danmarks Lærerforening.

DLF-nødråb: Lad skolerne beholde Chromebooks, til der er fundet en holdbar løsning

Også Lærerforeningen appellerer nu om, at lærere og elever ikke skal stå helt uden it i 53 kommuner. Og Datatilsynet er da også klar til at se på en udsættelse af fristen, hvis der er en lovændring på trapperne. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Desperationen stiger efter en løsning på det problem, at der ikke har hjemmel i loven til at bruge de Chromebooks, som anvendes dagligt af lærere og elever i 53 kommuner. Kommunerne har fået et påbud fra Datatilsynet om, at loven skal overholdes fra 1. august. Problemet er blandt andet, at det er ulovligt, når softwaren Google Workspace bruger data om elevernes brug til at vedligeholde og forbedre produktet.

Datatilsynet har oplistet tre mulige løsninger, så eleverne fortsat kan bruge Chromebooks i skolerne. Den ene er, at Google udvikler en teknisk løsning, der gør det muligt for skoler og kommuner at fravælge, at dataene indsamles. Den anden er, at Google forpligter sig til ikke at indsamle data. Den tredje er, at Folketinget sikrer ”et tilstrækkeligt klart retsgrundlag”; altså ændrer lovgivningen.

Kommunernes forening KL presser på for den sidste løsning - en lovændring, og i fredags svarede tre ministre på KL’s henvendelse, at en lovændring kan være en mulighed, men at det vil tage tid at nå dertil.

DLF: Udsæt påbudsdato

Det får forkvinde for undervisningsudvalget i DLF Regitze Flannov til at komme med en nødråb på vegne af lærerne.

”Alle parter vil gerne løse det her. Der bliver arbejdet intenst på en løsning. Så må regeringen også kunne lave en plan, hvor påbuddet bliver udskudt, så det er på linje med det tidspunkt, hvor man forventer en løsning”, siger Regitze Flannov.

Hun peger på, at man stiller kommuner, skoler og ikke mindst lærerne i en umulig situation, når man ikke ved hvilke undervisningsmidler og teknologier man har til rådighed 1. august.

”Det giver ikke mening, hvis kommuner fra 1. august skal gå helt analogt og skal bruge papirkopimaskine og indkøb af andre materialer, og der så kommer en løsning tre måneder efter”, siger hun. ”Man stiller kommuner, skoler og lærerne i en situation, hvor de lige inden sommerferien skal lave et kæmpearbejde og så være helt på herrens mark efter sommerferien. Det er ikke rimeligt”, siger Regitze Flannov. 

Datatilsynet: Udsættelse af tidsfrist er mulig

It-sikkerhedsspecialist, cand.jur.  Allan Frank, Datatilsynet, oplyser til  Folkeskolen, at en udsættelse af tidsfristen er en mulighed, men at det vil kræve ret håndfaste henvendelser fra regeringen og KL. 

"Hvis regeringen meddeler, at der er planlagt en lovændring, og KL kommer med et ønske om udsættelse, så kigger vi naturligvis på det. På den måde har vi også forståelse for, at det politiske niveau har brug for noget tid. Der skal trods alt ske en del for at kunne ændre lovgivning", siger Allan Frank og fortæller, at hverken KL eller medlemmer af regeringen har henvendt sig til Datatilsynet med et officielt ønske om en udsættelse.

 "Vi havde jo håbet, at der var kommet en melding om, hvilken løsning kommunerne vil vælge den 1/3, men vi har blot fået at vide, at de forventer at have en løsning inden 1. august", siger Allan Frank. "Vi har en fin dialog med KL, og vi regner med at få at vide, hvilken løsning, de vælger, så vi kan rådgive bedst muligt. Det er jo lidt forskelligt, hvilken rådgivning, de skal have, alt efter hvilken løsning, som kommer". 

Lad ikke lærerne bære ansvaret

Regitze Flannov mener, at der skal findes en løsning hurtigst muligt. Hun mener, at lærerne lige står foran et stort ansvar, som slet ikke burde ende deres skuldre. 

”Man har fået forskudt ansvaret fra regering og kommuner, der har vidst det her længe, til de lærere, der står ude i klasseværelset. Den enkelte lærer kan ikke kontakte Datatilsynet og Google for at finde ud af, hvad der sker”.