Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nordjysk innovation på Dronninglund Skole 4.-6.årgang
Af Karen Grøn
Innovation og entreprenørskab er et tværgående emne i folkeskolen. Eleverne skal udvikle innovative og entreprenante kompetencer, så de kan anvende deres personlige, faglige og sociale ressourcer.
Innovation og entreprenørskab er orienteret mod varierede og praksisorienterede undervisningsformer. Der er fokus på elevernes kompetencer til at skabe, udvikle og handle. Innovation og entreprenørskab lægger vægt på elevernes proces og evner til at organisere, kommunikere og samarbejde.
Således står der i vejledningen for innovation og entreprenørskab, som er et nyt tværgående emne i den nye skolereform. Det syntes vi på Dronninglund Skole lød spændende, og vi kunne se mange nye og spændende muligheder indenfor dette felt. Vi gik derfor i gang med at udforske mulighederne. Noget af det første vi opdagede var, at der rent faktisk var noget, der hed Skolernes Innovationsdag og tænkte, at der sikkert ville være mange spændende tiltag landet over, støttet af Undervisningsministeriet og andre statslige institutioner. Desværre måtte vi erfare, at de statsstøttede tiltag kun var centreret omkring København, hvor der på Eksperimentarium var mange spændende tilbud, desuden støttet af Industriens Fond. Nu forholder det sig jo således, at vi i Nordjylland har umådelig svært ved at benytte os at tilbud i Københavnsområdet, så vi kunne sidde tilbage med en følelse af, at vores samfund i den grad prioriterer den innovative udvikling i hovedstadsområdet og ikke har fokus på den innovative udvikling i hele landet. Ærgerligt tænkte vi og blev også lidt provokerede af tingenes tilstand.
Men nu forholder det sig jo sådan, at vi er gæve jyder, så vi tog sagen i egen hånd og skabte vores eget innovative undervisningsforløb i fællesskab med innovative virksomheder og institutioner i vores lokalsamfund, - virksomheder, der har været ude på vores skole og fortælle om deres nyskabende idéer, vores lokale gymnasium i Dronninglund, som har fortalt om, hvordan de arbejder med innovation og desuden har vi været på virksomhedsbesøg. Vi har endvidere arbejdet med et helt fantastisk godt materiale, udviklet af Aalborg Universitet, som hedder Den Kreative Platform, hvor eleverne lærer, hvordan man tænker kreativt og innovativt. Der indgår en masse sjove og innovative øvelser, som virkelig udvikler elevernes innovative tankegang. Disse mange forskellige tiltag var optakten til en tværsuge, som blev afsluttet med en innovationsmesse på Skolernes innovationsdag.
Der blev i løbet af ugen arbejdet indenfor følgende fire faser:
1)Idéfasen. Lav en beskrivelse af idéen
2)Lav et produkt
3) Lav en reklamefilm om produktet
4) Innovationsmesse, hvor produkterne fremvises, og man fortæller om sit produkt
Målet for os var, at eleverne skulle mærke deres egen kreativitet og idérigdom og dermed styrke deres kreative selvtillid. Fagligheden var kreativitet og nytænkning. Kunsten at se muligheder.
Og her må vi bare sige, at eleverne levede fuldt ud op til de opstillede mål. De var nytænkende og kreative og opfandt nogle helt vanvittigt innovative produkter. De lavede prototyper af deres opfindelser og opfindsomheden ville ingen ende tage. Der blev udviklet en førstehjælpsdrone, en sygdomsscanner, en robotpostkasse, en selvlysende cykel, en massagecykelhjelm, en magnetknage og meget, meget mere.
Alt sammen blev afsluttet med en innovationsmesse på Skolernes Innovationsdag, hvor forældre og bedsteforældre og lokale aktører var inviterede. Det blev et stort tilløbsstykke. Grupperne havde hver sin stand, hvor de præsenterede deres fine produkter. Det var alt sammen meget højtideligt og der blev holdt taler, hvor Byrådsmedlem Bendt Danielsen stod for åbningstalen. Han lagde bla vægt på, at det betyder rigtig meget for Brønderslev kommune, at vi i folkeskolen arbejder med innovation, at vi er nyskabende og forholder os til vores fælles fremtid. Der var også andre taler fra skolens ledelse, lærerne og eleverne. Elev Christian Bendix valgte at være så nyskabende, at han holdt hele sin tale stående på hovedet.
Desuden blev der uddelt adskillige priser til eleverne, såsom bedste produkt, bedste reklamefilm, bedste samarbejde, bedste idé, bedste design og publikumsprisen.
Alt i alt et spændende innovativt forløb, på trods af den udeblevne statslig støtte.
Vi kan varmt anbefale kolleger landet over at springe ud i arbejdet med innovation. Eleverne er klar og topmotiverede.
Følgende lærere deltog i projektet: Kirsten Stenbak, Michelle Skals, Lasse Rosenlund, Alex Hansen, Charlotte Johansen, Anne Mette Fischer, Randi Møller, Tommy Hovald, Birgitte Ravn og Karen Grøn.
Nedenfor ses billeder fra Innovationsmessen.
Se endvidere lokal presseomtale på følgende link:
http://nordjyske.dk/nyheder/innovationsmessen-blev-en-succes/6722845e-49a8-4302-a152-476b784c5931/8/1571
Fil 1: Christian Bendix holdt talen på elevernes vegne stående på hovedet.
Fil 2: Saras gruppe havde opfundet en skoletaske med heliumballoner, som kunne hjælpe hende med at bære tasken.
Fil 3: Der var fuldt hus til Innovationsmessen. Forældre, bedsteforældre og lokale aktører lagde vejen forbi.
Fil 4: Tobias´ gruppe havde lavet en sygdomsscanner