I 2009 gav Politiken hele seks hjerter til "Klimatopia" og konkluderede, at forestillingen var den eneste teaterforestilling om klima, som var lykkedes. Emnet er stadig aktuelt, og nu genopsætter Teatret Zeppelin forestillingen.

Klimatopia er ikke, som det giver sig ud for at være. Jorden er blevet oversvømmet. Børnene lever på kæmpemæssige øer bygget af vragdele. De indsamler overlevende planter og dyr til forskningsenheden Klimatopia, som er den virkelige magtfaktor.

Børnene tror, Klimatopia arbejder på at redde Jorden fra total undergang, men i virkeligheden bruger lederen Antilope planterne og dyrene til at fodre sin søn, den uskyldige og uvidende Storm. Da pigen Anemone bliver efterladt på Klimatopia, rodes der pludselig op i den vante orden.

Forestillingen byder på de velspillende René Benjamin Hansen og Signe Skov som frontløbere for den energiske og positivt overspillede form, som egner sig godt til børn og unge. Mie Brandt giver med lige dele kulde og dominerende attitude karakteren Antilope matriarkalsk storhed, så både søn og mand underlægger sig enhver ordre. Scenografi, kostumearbejde, lys og lyd binder (heldigvis) forestillingen sublimt sammen og giver forståelse for karakterernes og historiens intentioner.

Desværre hænger scenerne alt for svagt sammen i flere passager, og karakterernes følelsesmæssige bevæggrunde virker derved unaturlige og abrupte.

Alligevel skal bifaldet vare ved, for genopsætningen er fuldt berettiget med sin bestræbelse på vedkommende teater for børn og unge. Temaet er alvorligt og  allestedsnærværende, og de spirende generationer bør stopfodres med det, så deres børn ikke skal leve mareridtet om en oversvømmet klode ud.