Klokken har ringet ind til et nyt skoleår i Den Danske Folkeskole.

Atter skal mange børn finde overskud til at få hverdagen tilbage på sporet. Særligt skal børn & unge i sorg kæmpe for at komme tilbage på sporet!

Folkeskolereformen der mod 2020 skal sikre en Folkeskole i top 10 sammenlignet med verdens lande, har fuld fokus på fagligheden og efteruddannelse af lærerstaben i de respektive linjefag. Men Folkeskolen mangler tilstrækkelig efteruddannelse af lærerstaben til at understøtte de elever, der rammes af døden i deres nære familie.

For 12 måneder siden mistede mine tre børn deres mor uden forudgående varsel. Som far og som Skolebestyrelsesformand, på den ene af mine børns skoler, har jeg på nærmeste hold oplevet, hvordan Folkeskolens klasselærere bliver sat i spidsen for håndteringen af børn i dyb sorg & krise… et arbejde som lærerne aldrig har fået redskaber til at håndtere som led i deres uddannelse på seminariet.

Ca. 3% af de 17-årige i Danmark har mistet én eller begge forældre, hvorfor mange lærere i deres arbejdsliv vil møde børn & unge, der har mistet en fundamental vigtig person i deres liv. I min søns 2. klasse mangler to børn en forældre og et barn har mistet en søskende. Præcis samme billede findes i min datters 9. klasse.

Gennem de sidste 12 måneder har jeg oplevet, at ingen af mine børn har fået tilbudt professionel hjælp fra nogle kanter uden min interageren. End ikke akut krisepsykologi i dagene efter deres mors pludselige død, blev der tilbudt.

Skolepsykologerne har ikke budt ind med støtte til børnene. Dog modtog jeg flere måneder efter dødsfaldet en brochure omkring Kommunens tilbud om sorggrupper, der dog viste sig at være nedlagt efter politisk beslutning.

En sundhedsplejerske kommer på banen mange måneder efter dødsfaldet, hvor jeg indbydes til en samtale omkring min ene søn, som hun vurderer, har behov for at slanke sig efter ”Holbæk-Sygehus-modellen”. Jeg afslår med henvisning til manglende sorg-håndtering og 6 uger efter modtager jeg en fornyet henvendelse. Meget forundret er jeg over en sundhedsplejerske, der mener, at slankekure kommer forud for håndtering af børn i dyb sorg – og dybest set tager det som en selvfølge at klasselæreren nok tager hånd om sorg-processen.

Jeg ser det som en faglig falliterklæring, at man som skolepsykolog og sundhedsplejerske overlader sorgterapien til klasselærerne og undlader at møde børn & unge dér, hvor de befinder sig.

Som Skolebestyrelsesformand er jeg blevet konfronteret med, at håndteringen af sorg & krise på Folkeskolens område håndteres efter Skolebestyrelsens fastsatte principper på den enkelte skole. Imidlertid er det dog umuligt at have funktionelle principper for indsatsen til børn i sorg & krise, når det primære sorgstøttende arbejde alene hviler på klasselærerne!

Jeg kan samtidig konstatere, at der i Danmark kun kan tilbydes sorggruppe-tilbud af private aktører til maksimalt 15% af de børn & unge, der hvert år mister en forældre.

Det er meget skræmmende at være far til tre børn samt Skolebestyrelsesformand og kunne bevidne, at vi stiller urealistiske krav til vore lærere i Folkeskolen. Ud over den faglige undervisning skal en folkeskolelærer i dagens Folkeskole således være i stand til at håndtere børn i dyb sorg, inkludere børn med særlige behov, integrere flygtningebørn, sørge for gode resultater i nationale test, udarbejde lære-/elevplaner, levere et udpræget godt samarbejde mellem skole & hjem osv.

Jeg tror ikke, mange forældre er klar over, hvor store krav der stilles til folkeskolelærerne i dag. Det står mig klart, at de politiske visioner for Folkeskolen er ude af trit med virkeligheden. Når hverken Sundhedsministeren eller Undervisningsministeren vil sørge for efteruddannelse af vores fag-professionelle til at håndtere børn i dyb sorg & krise og sikre tilbud til disse børn, er det en misforstået tillid til landets klasselærere. Hvordan kan et så rigt samfund som Danmark undlade at tage hånd om vores børn, når døden rammer? Det er ikke folkeskolelærernes opgave at skabe rum for en sorgterapi, når de – lige som mange andre faggrupper – ikke er uddannet til det. I øvrigt er det en umulig opgave, når man samtidig vil optimere klassekvotienten.

Læring fordrer trivsel – derfor har #Sundhedsministeren og #Undervisningsministeren en særdeles og meget overset opgave at tage fat på. Fra 2018 vil WHO indføre kompliceret sorg som en diagnose. At en sorg bliver kompliceret skyldes først og fremmest, at vi stigmatiserer børn & unge, der mister en forælder. Der kan gøres meget inden sorg bliver til en diagnose, men det kræver handling og nedbrydning af tabuet om døden.

Hver dag året rundt er der i snit 16 børn & unge, der mister en forældre. Måske det er dit barn, der er det næste…?

På www.facebook.com/efterladt  kan du løbende følge vore udfordringer i en familie uden en mor.