Nogle gange får man en bog i hånden, hvor det mest oplagte ville være at udbryde: Læs den! Sådan en bog er "Trivsel i det moderne børneliv". Den er skrevet af tre eksperter på området – en psykolog, en familierådgiver og en sygeplejerske. De har alle opbygget et netværk og en stor samling erfaringer fra mange års arbejde med børn og familier i forskelligartede sammenhænge. Det er en bog, der er bygget op om temaer som: Hvordan er barnets signaler og symptomer?, hvad gør stress ved barnet?, familien, tilknytning, kompetenceudvikling, vilkår og ansvar, forældresamarbejde, skilsmisse, afføringsproblemer, sorg og angst.

Som de erfarne og professionelle mennesker, de tre forfattere er, så praler de ikke med egne heroiske indsatser, men skriver blot til læseren, at de ikke kan give færdige, fuldendte løsninger. Kapitlerne kan bruges som en inspiration til håndtering af de udfordringer, man som fagperson eller forældre kan stå i, når et barn skal hjælpes tilbage til trivsel. Så enkelt og så beskedent kan det siges. Og jeg vil tilføje, at forfatterne på ingen måde skal sætte deres lys under en skæppe.

Jeg sad flere gange og tænkte, at det har jeg også set som lærer, eller det har jeg selv oplevet som barn – og hvorfor var det lige, at de voksne ikke så det? Til det vil jeg sige, at jeg personligt tror på, at vi er rigtig mange lærere, der både ser og forstår børnene i mistrivsel rigtig godt, men at det, der holder os tilbage, kan være angsten for ikke at gøre det rigtige eller angsten for, at man får problemer, hvis man blander sig i noget, der har med privatlivets fred at gøre. Eller blot det faktum, at man som lærer eller pædagog eller forælder bare ikke ved, hvad pokker man skal gøre.

Erfaring har lært mig, at man skal turde gøre det, der er nødvendigt. Man skal turde ringe forældrene op og sige til dem, at man ser dem, og man ser deres barn – og at de er velkomne i skolen til skolens møder og til festerne. Ofte handler manglende forældredeltagelse ikke om, at man ikke vil skolen eller barnet, men blot om at man måske ikke synes, at man er en god nok forælder, og at man ikke har den rigtige kage eller det rigtige tøj på eller kan småsnakke på samme måde som dem, der har længere uddannelse eller interessante job.

Så alt i alt synes jeg, at denne bog er så vigtig at læse, at jeg samtidig har svært ved at fremhæve noget frem for noget andet. Det er en bog, der kan læses i bidder. Man behøver ikke at læse det hele fra a til z, men kan slå op i bogens enkelte temaer og se på, hvad det lige er klogt at gøre over for det barn, der er i en sorgproces, som tisser i bukserne, eller som er angst – eller hvis man har problemer med skole-hjem-samarbejdet.

Herved er mine varmeste anbefalinger givet – og jeg haster videre med at give bogen videre til en politiker med familiepolitik som mærkesag, for det ville da være totalt win-win, hvis bogens indhold og budskab blev omsat til praktisk politik.