Ti unge mellem 19 og 30 år, der gennemsnitligt har levet 14 år i familiepleje, fortæller deres livshistorier. Tilsammen giver det en vidt udbredt vifte af erfaringer med tvangsfjernelser, omsorgssvigt, vold og druk i hjemmet på den ene side og på den anden side en tryg og rolig tilværelse hos plejefamilien. Fælles for beretningerne er skismaet og loyalitetskonflikten mellem de to verdener parret med bekymring og omsorg for de biologiske forældre.

Alle de interviewede er flyttet hjemmefra fra plejefamilierne, så beretningerne bliver fortalt fra den voksnes synsvinkel med viden og overblik. Hvad barnet ikke kunne gennemskue i situationen - hvorfor kommer min mor ikke og henter mig? - kan set ud fra den voksnes perspektiv give god mening. Og en af fortællerne siger direkte, at plejefamilien reddede hendes liv.

Bogens anden del er udsagn hentet fra en dag, hvor ni af de ti bidragydere har været samlet for at give kommentarer og gode råd til andre, der er i berøring med familiepleje. 85 gode råd blev det til til forvaltningen, plejefamilien og plejebarnet, netop målgruppen for bogen.

For et lille års tid siden udkom bogen "Det usynlige liv" set ud fra plejefamiliens biologiske børns synsvinkel, og det var en anderledes negativ historie. Der er således modsatrettede synspunkter, naturligvis, for det er menneskers liv, der beskrives, og ikke en videnskabelig afhandling. Relevansen af denne bog er da også at give plads til, at plejebørnene selv kommer til orde med deres budskab: At opholdet i plejefamilien har forandret deres liv i en positiv retning.