Anmeldelse

Idræt - teori og træning, 2. udgave

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hermed allerede anden udgave af denne fremragende idrætsbog, første udgave udkom i juni 2000.

Det handler om grundlæggende idrætsteori og træning, og bogen beskæftiger sig med bevægeapparatet og fysiologien, arbejdsfysiologi og energiomsætning, træningslære og træningsprincipper, idræt og sundhed og doping.

Ud over det teoretiske indhold er der eksempler på unge idrætsudøveres træningsprogrammer samt et afsnit om idræt og sundhed. Stoffet er vedkommende og giver i høj grad anledning til refleksion.

Andenudgaven er stort set identisk med førsteudgaven, dog er afsnittet om arbejdsfysiologi suppleret med et nyt afsnit om vægttab og fedtforbrænding.

Layoutet med de flerfarvede illustrationer er overskueligt og indbydende.

Der er illustreret med et meget stort antal fine og relevante tegninger og diagrammer, der i høj grad letter formidlingen og forståelsen af det til tider vanskelige stof. Der er desuden stor overensstemmelse mellem illustration og tekst, figurer findes i teksten, hvor de omtales. Der er stikordsregister og litteraturhenvisninger bagest i bogen.

Der er supplerende materiale, opgaver og arbejdsspørgsmål på www.systime.dk.

Det er et meget indbydende og informativt værk, et godt bud på en elevbog på højt niveau. Elever med idrætslinie i tiende vil kunne få fornøjelse af bogen.