Anmeldelse
Venskabsyoga
Venskabsyoga sikrer større læringspotentiale
En bog for dig, der gerne vil sikre bevægelse, pauser i dagligdagen, venskaber på tværs af forskellighed og større læringspotentiale. Skoledagen er lang, der er mere fokus på faglighed, og derfor er det også vigtigt med små pauser og bevægelse i dagligdagen. Det kan denne bog give et lettilgængeligt bud på at løse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På grund af mange sanseindtryk i en lang skoledag skal vi have fokus på de lærings- og trivselsfremmende indsatser. For evnen til selvregulering er blevet vigtigere, og bevægelsesaktiviteten venskabsyoga kan ifølge forfatterne give eleverne en større stresstolerance. For i en stressende hverdag har vi brug for stilhed og ro. Yogaen skal tilpasses klassens øvrige aktiviteter og være understøttende for elevernes læringsmål. Vi skal endvidere sætte fokus på begreberne empati og medfølelse for at undgå marginalisering.
Fakta:
Titel: Venskabsyoga
Forfatter: Anne Linder og Trine Lund
Pris: 398,75
Sider: 186
Forlag: Dafolo
Bogen omhandler, hvordan vi kan fremme trivsel og læring gennem venskabsyoga. Altså yoga som parøvelser. Overordnet er bogen todelt i en teoretisk del og en efterfølgende praktisk del. I første del vendes blandt andet sundhedspædagogiske pointer, forskning, og hvilken betydning bevægelse har for kroppen, læringen og den generelle udvikling. Ud fra emner som sundhed, bevægelse, det gode liv med mere sættes der fokus på de forskellige elementer i venskabsyogaen. Grundtankerne i ICDP (International Child Development Program) vendes som en primær forankring for de efterfølgende venskabsyogaøvelser i bogens anden del.
Bogens anden del tager udgangspunkt i yoga og i, hvordan venskaber etableres. Øvelserne er bygget op omkring otte temaer i ICDP, hvor de otte samspilstemaer bruges i kombination med venskabsyogaøvelserne. Gennem øvelserne skal kropbevidstheden styrkes og det gode sociale samspil mellem eleverne understøttes.
En grundlæggende øvelse er at få åndedrættet med først. Dernæst kommer yogaøvelserne. Bogen arbejder med en taksonomi, hvor vi først tager fat i det enkle og arbejder derudfra. Øvelserne er lettilgængelige og er opbygget på en let, overskuelig måde. Først bekrives formålet, og dernæst kommer instruktion, yogapointer, venskabspointer, psykologiske pointer, fysiologiske pointer, faldgruber og endelig variationer. Så meget praksisvenligt opbygget. Der hører endvidere en hjemmeside til bogen: venskabsyoga.dk.
Bogen følger en stringent opbygning for en lærebog på seminariet med en teoridel og en efterfølgende praksisdel. Men som en bog til praktikeren kan man sagtens springe første del over og gå direkte til del to, eventuelt med supplerende læsning af de små faktabokse, der er i rigt mål i teoridelen. Boksene kan give det nødvendige overblik eller skyts til at fordre ledelsen med, hvis man mener, trivselsyogaen skal på skoleskemaet.
Men når det er sagt, er de teoretiske kapitler også letlæselige. Så på den led er det ikke en vildt teoretisk og tung bog, du sidder med.