Som B-menneske har jeg ofte bevæget mig meget trægt gennem skolesystemet. Jeg kunne ligge til kl. 1 og 2 om natten og frygte for den næste morgenen, gøre ALT og intet for at falde i søvn, og lige lidt hjalp det. Søvnunderskud – og den lidt dårligere koncentration – var en permanent tilstand. Jeg var derfor glad for at se tiltaget fra Th. Langs Skole i Silkeborg viralt. Skolen har besluttet at rykke mødetiden for 7.-10. klasseeleverne. Nu får eleverne lov til at sove til klokken 9.00. Det er tilmed sket på en måde, hvor skoledagen ikke bliver markant kortere, men hvor man faktisk blot forlænger skoledagen med en time ekstra hver fredag.

Det er i min optik en rigtig god udvikling, for uddannelsessystemets mødetider passer ikke godt nok til de unge i dag. Det gælder også udskolingstrinets mødetider i folkeskolen og 10. klasse.

Inden for kronobiologien og –forskning i levende organismers døgnrytme – taler man om social jetlag. Det er dét, vi føler, når vi står for mere tidligt op, end vores krop egentlig vil. Unge er mere sene kronotyper (det vi oftest kalder b-mennesker) end andre. De har om morgenen helt målbart, ud fra en gennemsnits-betragtning, lavere kroptemperatur og en anderledes hormonel balance end andre aldersgrupper, fordi de oftest ikke er helt klart til dagen tidligt om morgenen.

Forskningen i kronobiologi skrider frem i både Tyskland, UK, USA, Holland og Schweiz og ikke mindst på ”Centre for Chronobiology” i Basel. Min interesse for feltet var så stor, at jeg selv skrev speciale om emnet på mit studie. Der kommet langt større forståelse, selvom fordomme stadig er mange. B-mennesker – eller ”sene kronotyper”, som det også kaldes - er ikke mere dovne end andre. De har blot et biologisk ur, der tikker anderledes.

Men der er stadig rigtig meget at gøre i hele det uddannelsespolitiske miljø. Ansvaret hviler hos skolebestyrelser, lærere, forskere, forældre og politikere. Vi kunne lave differentierede mødetider.

Allerede i 2012/13 tilbød Frederiksberg Ny Skole (nu Skolen på Grundtvigsvej) en mødetid både kl. 8 og kl. 9 til samtlige skolebørn. Hele 60 procent af forældrene valgte en mødetid kl. 9 til deres børn, og en evaluering viste, at forældrene var meget positive. Og gevinsterne ved senere mødetider er overordentligt mærkbare.

I et studie fra ”Journal of Developmental & Behavioral Pediatrics” fandt man frem til, at en omlægning af mødetiderne i uddannelsessystemet var associeret med, at mængden af personer, der fik over gennemsnitlig 8 timers søvn pr. nat steg fra 18 til 44 procent. Målgruppen i studiet var børn med en gennemsnitsalder på 15,6 år, altså hvad der svarer til alderen, når du går ud af folkeskolen, og når du går i 10. klasse. I studiet så man også et målbart lavere koffeinforbrug og et bedre humør blandt de unge. I det hele taget er ændrede mødetider i uddannelsessystemet et meget simpelt værktøj til at rette markant op på det problem , der ligger i, at unge i dag sover en time mindre per dag end for 30 år siden, samtidig med at vi kan styrke den mentale trivsel markant.

Et fælles ansvar for alle, der har med uddannelse at gøre

Hvad forhindrer så, at mødetiderne bliver ændret? Jo, dels hænger fordomme fast. Dels må vi erkende helt åbent fra politisk hold, at den længere skoledag med folkeskolereformen fra 2014 i hvert fald før i tiden har betydet, at skoledagen nødvendigvis måtte strække sig en del ud på eftermiddagen, hvis mødetiderne blev rykket om morgenen. Men med de nye frihedsgrader, som er kommet til skolerne, kan skolerne som regel omlægge den understøttende undervisning til to-lærer-ordninger i udskolingsdelen, så skoledagen ikke bliver længere end før, hvis mødetiderne om morgenen rykker frem. Det korte af det lange er, at mødetiderne som regel godt kan rykkes frem, uden at udskolings-eleverne skal alt for sent hjem.

En anden udfordring er, at der en – sund og forståelig - politisk ambition om at mindske indgreb i hverdagen i folkeskolen. Jeg tror på, at transitionen i høj grad skal foregå via den debat og oplysning, der rykker normerne, og det er min ambition her med respekt for, at andre vil lægge deres side af sagen frem.

Mit håb er, at alle i det skolepolitiske miljø – både eleverne, forældre, skoleledere, forskerne og politikerne – fremover vil gøre en endnu større fælles indsats for at rykke normerne og mødetiden, så de unges trivsel øges.