Østrigsgades Skole på Amager. Her er alle slags børn. Også nogle, der ikke har det godt.

Tue Bech er lærer på skolen. Han har været med til at give mange underretninger om elever, der viste tydelige tegn på mangel på omsorg. Men alt for sjældent har han følt, at kommunen reagerede på hans bekymringer.

»Man bliver så frustreret, når der ikke sker noget. Man får sådan en fornemmelse af, at det er mig og barnet mod resten af verden. Man skal kæmpe dels mod forældrene, dels mod systemet«, siger Tue Bech.

Han skrev sidste år en kronik i Weekendavisen, hvori han beskrev, hvordan hans underretninger kun resulterede i kommunens efter hans mening værdiløse telefonopkald til forældrene. Og pludselig ringede P1, TV-Avisen og Amagerbladet og mange flere, og han stod frem og fortalte historierne fra Amager.

Socialminister Eva Kjer Hansen mener, at de nye regler i anbringelsesreformen har rettet op på kommunernes håndtering af underretninger. Men Tue Bech har også efter reformen været med til at skrive et par underretninger, og han synes ikke, at de nye regler har gjort den store forskel.

»Kommunen er blevet lidt mere striks med at sende en tilbagemelding, inden der er gået seks dage. Men man bliver ikke inddraget mere end før«, mener Tue Bech.

Han understreger, at det manglende samarbejde med forvaltningen ikke må få lærerne til at lade være med at skrive underretninger.

»Vi lærere skal gøre det. For ellers eskalerer problemerne. Hvis barnet ikke får hjælp her, hvor det har den største voksenkontakt, hvor skal det så få hjælp fra? Det skal op i systemet, det skal registreres. Vi skal tage vores ansvar alvorligt. Det er også et professionelt værn mod en hel masse brok. Når vi registrerer fravær og problemer, så bliver det synligt, hvilke problemer vi lærere bokser med«, siger Tue Bech.

De fleste af Tue Bechs underretninger har handlet om fravær fra skolen. Han har aldrig underrettet om noget, han ikke har fået bekræftet af barnet.

»Når det har handlet om sager, hvor barnet har været udsat for vold, har jeg fisket det frem fra barnet, før jeg har skrevet underretningen«.

Tue Bech skriver en underretning, hvis et barn har 50-60 procent fravær, og skolen har prøvet alt for at få forældrene til at møde på skolen uden resultat.

»Eller hvis forældrene kommer til møderne og er bekymrede, men bare ikke kan gøre noget. Vi har svage forældre, som ikke er i stand til at få børnene op af sengen og give dem morgenmad«.

Det kan være svært at underrette, fordi læreren ikke vil risikere at miste tillidsforholdet til eleven.

»Det er mere kompliceret end som så. Hvad er mest hensigtsmæssigt: At konfrontere forældrene og risikere den store konflikt eller afbøde den?« siger Tue Bech, der har kendskab til elever, der er forsvundet, efter at skolen har sendt en underretning til kommunen.

»Det kommer også an på sagen. Hvis det er pædofili eller vold, så griber man ind på stedet. Men handler det om et barn, der har for meget fravær, fordi hun skal passe sine søskende, og hun er bange for at blive adskilt fra sine søskende, hvis jeg foretager en underretning, så er beslutningen sværere. Når en lærer undlader at underrette, så er det, fordi han er bange for at gøre mere skade end gavn«.

Gang på gang har Tue Bech ringet til sagsbehandlere og været uforstående over for, at han ikke kan se en ændring hos det barn, han har skrevet en eller flere underretninger om.

Tue Bech har efterlyst klare retningslinjer for, hvad kommunen gør, når den modtager en underretning, men han ved endnu ikke, hvilke retningslinjer sagsbehandlerne følger.

»Jeg er overrasket over, at der ikke findes ens retningslinjer. Der hersker en meget systemteoretisk tankegang. Nu har vi gjort det, vi skulle, og så er vi færdige. Men det holder ikke, når det er mennesker, vi snakker om. Der skal være en meget hurtig og åben diskussion«, siger Tue Bech, der har kolleger, der har eksempler på gensidigt samarbejde med en socialrådgiver om et barn.

»Der findes nye, unge, idealistiske socialrådgivere. Men de er der kun et par år, og så er de væk igen«.

»Jeg er ikke socialrådgiver. Jeg er lærer. Men jeg har en relativt socialpædagogisk tilgang til mit arbejde. Sådan er det nok, når man arbejder på socialt belastede skoler. Hvis man var en, der kun ville undervise, var man ikke her. Men socialrådgiverne behandler os, som om vi lærere kun skal lære barnet at læse og skrive. Sådan tænker elever og forældre ikke. For dem er vi en slags tredje forælder«.

Han savner, at forvaltning og skole har det samme succeskriterium - nemlig at barnet hurtigt får det mærkbart bedre.

»Jeg vil have indsigt i, hvad socialforvaltningen gør. Men jeg vil også mærke effekten rimeligt hurtigt efter min underretning. Kommunerne må have det succeskriterium, at problemerne skal afhjælpes inden for ganske kort tid. Fire måneders fravær for en 7.-klasse-elev svarer for mig at se til et halvt liv«.

Han ville ønske, at lærerne kunne inddrages mere i indsatsen.

»Jeg synes, man skylder læreren det. På den måde kunne man også udnytte den resurse, læreren er. Man kunne som lærer få en tilbagemelding om, hvordan man bedst muligt støtter op om den indsats, der er«.

Tue Bech kunne godt tænke sig, at flere lærere stod frem og fortalte om samarbejdsproblemerne med kommunerne. Også selv om det kan være svært.

»Man bliver mødt med 'berufsverbot'. Jeg er blevet kaldt til samtaler i forvaltningen, hvor jeg er blevet indskærpet loyalitet. Jeg er blevet indkaldt til møde hos skoleledelsen, som bakker mig op, men som også har advaret mig om, hvor meget arbejde det her vil udløse. Jeg har oplevet, at både jeg og min skoleleder er blevet krævet skriftlige redegørelser og gamle underretninger, som var væk, fordi vi i mellemtiden har fået en ny skoleleder«, siger han.

»Al forskning viser, at hvis man vil bryde den sociale arv, handler det meget om, at der er voksne, der gør noget, de ikke behøver at gøre. Det er en handling, som er uden for en systemtankegang. Mange lærere er blevet lærere, fordi de vil gøre en forskel. Og det kan man bare ikke«. |