Der er fart på i frikvartererne. Veninderne smådriller hinanden, omfavner hinanden og løber efter både hinanden og andre. Snakken går om de andre, kammeraterne, om dem selv og om, hvad de skal lave efter skole. Suzan er hurtig, hvis der er én, der driller eller dasker efter hende. Så er hun efter vedkommende og returnerer såvel bemærkning som daskeri. Og indimellem er de overdrevent kærlige ved hinanden.

- Vi er siamesiske tvillinger, lyder det fra dem, mens de prøver at gå i takt med armene om hinanden.

Suzan Sahin er 13 år, bor sammen med sine forældre, Nezaket og Yakup, i et villakvarter i Odense og går i 7. klasse på Sct. Hans Skole. Suzan er født i Danmark. Hendes forældre kom fra Tyrkiet til Danmark, da de var helt unge. Hendes mormor bor også i Odense.

På væggen på Suzans værelse hænger en hjemmelavet kalender, hvor hun krydser af hver dag. Kalenderen går frem til sommeren 1998, hvor hendes storebror, Alper på 18, kommer hjem. Han tog til USA i sommer som udvekslingsstudent, og hun savner ham.

Men familien har lige haft besøg i tre en halv måned af en amerikansk pige på 16 år - også en udvekslingsstudent, og det var alletiders.

Suzans mor er tolk og lærer for indvandrere. Indtil for fire år siden sad hun i Odense byråd for Socialdemokratiet. Hun var valgt ind i to perioder. Suzans far arbejder i en børnehave i Vollsmose-kvarteret.

- Da jeg var lille, sagde jeg, at jeg aldrig ville arbejde i kommunen. For det gjorde min mor, og hun var aldrig hjemme, fortæller Suzan og pirker til Nezakets dårlige samvittighed. Det var også alt for meget arbejde, medgiver hendes mor, men det var også spændende.

Det er stadig en travl familie, der er mange møder og mange, der ringer for at få en snak eller en aftale om tolkebistand.

Forældrenes travlhed var deres begrundelse for at leje hele første sal i villaen ud til en ældre kvinde, inden Suzan blev født. Og hun tilbragte mange timer hos Ella, som hun i dag betragter som reservebedstemor. Ella er over 80, men kommer stadig på besøg jævnligt, og på Suzans værelse er der flere billeder af de to sammen.

Om halsen har Suzan en snor med en sten i, som hun har fået af Ella.

Jeg kan godt lide at snakke, og jeg blander mig i alting. Det kan godt give problemer, jeg kan godt være irriterende. Det vil sige, at jeg kan få problemer selv, fordi jeg blander mig.

Suzan forklarer sig. Og det er rigtigt, at hun sjældent holder mund.

Hun er glad, aktiv og deltager gerne i snak både sammen med vennerne og i timerne. Kan hun svare på et spørgsmål, kan hun kun vanskeligt holde det tilbage.

- Egentlig er jeg meget genert på nogle områder, men jeg kan skjule det bag pjat, siger hun.

Hvis man spørger andre om en karakteristik af Suzan, siger de selvstændig, åben og temperamentsfuld. Hun har mange ressourcer, men hun er også egocentreret. Og så er hun et retfærdighedsmenneske. Der skal være lige ret for alle, det er noget, hun går op i.

Når veninderne passer deres arbejde som skolepatrulje i middagsfrikvarteret, står hun ved siden af og underholder. De pjatter løs, spiser en grovbolle fra bageren overfor eller noget slik, mens de hygger sig. Indimellem bliver det lidt på bekostning af et mindre barn, der lige får en bemærkning med på vejen, når det går hurtigt. Men de kender hinanden, de store og de små, så der bliver også grinet en del. Og hvis huen skulle ryge af en lille pode, hjælper de med at få den sat rigtigt på igen.

Mine veninder betyder virkelig meget. Sådan tror jeg, det vil være, til jeg er 75 år. De betyder meget mere end drenge. Også selv om jeg engang skulle vælge for eksempel mellem en veninde og det at få et barn, så ville jeg vælge veninden, siger Suzan.

- Tidligere var jeg veninde med en fra klassen i rigtig mange år. Vi var altid sammen, sov sammen flere gange om ugen og var sammen fra morgen til aften. Nu er vi ikke så tætte veninder mere, hun har en kæreste nu, som hun er meget sammen med, og jeg er veninde med en anden fra klassen. Men vi ses stadig nogle gange, og jeg fortæller hende alle mine hemmeligheder. Jeg kan stole på hende.

- Min vildeste drøm er faktisk at blive skuespiller og være sammen med mine veninder. At bo sammen med dem i et stort hus, lave en masse sjov og ballade, holde fester og tage på rejser sammen.

Hvis Suzan ikke skal være skuespiller, vil hun være psykolog. Og hvis hun skal være skuespiller, vil hun først have en uddannelse med noget andet. Måske med at spille klaver.

- Jeg vil gerne være skuespiller, fordi jeg godt kan lide at spille komedie og ofte har haft større roller. Og jeg vil måske være psykolog, fordi jeg godt kan lide at hjælpe andre.

I skolen skal vi spille skuespil her til jul. Jeg ville egentlig gerne have lavet rekvisitter, men jeg er i den gruppe, der skal finde musik til stykket. Og så skal jeg spille Josef. To andre fra klassen skal spille barnemordere! Det er et stykke om Jesus. Det er lidt kedeligt, mener Suzan.

De er fire i gruppen, der skal lytte til julemusik for at vælge sange ud til stykket. Der bliver grint en del over nogle af sangene. De kedeligste har ikke en chance, men der skal være plads til 'Et barn er født i Betlehem' og 'Dejlig er den himmel blå'. Undervejs i gruppearbejdet kaster de sig indimellem ud i en voldsom vals eller noget, der ligner lidt.

To gange om ugen går Suzan i tyrkisk skole til modersmålsundervisning. Det foregår på Risingskolen.

- I tyrkisk skole har vi geografi og læsning - altså tyrkisk. Jeg har gået her, siden jeg var syv år, men jeg er ikke så god til tyrkisk. Faktisk så startede jeg sent her. Min mor ville egentlig gerne have, at vi havde talt mere tyrkisk herhjemme, men jeg vil hellere tale dansk.

Børnene taler tyrkisk sammen i klassen, men pludselig lyder det på fynsk 'det er lyv' midt i talestrømmen, der derefter fortsætter på tyrkisk.

De arbejder i skolens edb-rum, hvor de bruger cd-rom'er om Tyrkiet og skal besvare spørgsmål om landets geografi. Det foregår i grupper af børn i forskellige aldre.

Lige for tiden beskæftiger Suzan sig også med Tyrkiet i den almindelige undervisning på Sct. Hans Skole, fordi klassen arbejder med korstogene. Dér ser de video og besvarer spørgsmål ud fra filmen.

- Det er faktisk meget interessant. Mere end jeg havde troet. Også fordi det handler om Tyrkiet, siger Suzan.

Ellers er hendes bedste fag idræt, tysk og engelsk.

- Jeg kan godt lide sprog, men det er også, fordi der sker noget sjovt i timerne, noget andet end bare at sidde med den samme bog altid. Vi laver for eksempel skuespil og gruppearbejde.

Henne på skolen opdager Suzan, at hun har glemt sit stilehæfte. Shit, lyder det. Nu må jeg hjem efter det i frikvarteret. Kammeraterne griner - det er ikke første gang, det sker.

Hvis du skal skrive om Suzan, skal du skrive, at hun er vild og en ballademager, lyder det fluks fra nogle af vennerne.

Stilen bliver hentet og afleveret. Den handler om Astrid Lindgrens liv og om nogle af hendes bøger.

Suzan har gået til klaver, keyboard, maling, badminton og mange andre ting igennem årene. Men nu går hun til håndbold to gange om ugen.

- Det var min far, der spurgte, hvorfor jeg egentlig ikke begyndte at gå til noget sport, og så fandt jeg og min veninde ud af, at det skulle være håndbold. Senere er et par andre i klassen også startet.

- Det er sjovt at spille håndbold. Jeg spiller for at have det sjovt, jeg ville ikke kunne spille kun for at vinde - men det er også sjovt at vinde.

Hun spiller kamp næsten hver weekend og elsker det.

- Men jeg bliver hidsig, hvis det går dårligt. Jeg har fået det gule kort nogle gange. Jeg bliver sur, og så siger jeg noget til dommeren. Jeg har prøvet at blive skældt ud flere gange.

Når hun og veninderne skal hygge sig, sker det ofte med en videofilm. Denne dag skal det være 'Verdens bedste Anja', som én af hendes veninder er fan af.

- Jeg er fan af Anne Dorthe Tanderup. Hun spiller godt på sin plads, og så ser hun køn ud. Anette Hoffmann er også god.

Hvordan er det nu, er vi udvandrere eller indvandrere, spørger Suzan.

- Jeg kan aldrig huske det. Vi tager også altid fejl i min klasse, når vi taler om det.

Hun har været i Tyrkiet tre gange på ferie med sine forældre.

- Det var fint nok, men jeg tror ikke, jeg ville finde på at tage derned og bo. Jeg kan heller ikke tyrkisk nok til det. Jeg kan godt lide at bo i Danmark. Men jeg kunne godt tænke mig at komme til USA en gang måske også for at bo dér. Jeg kan godt lide sproget. Men de siger, at der er frihed derovre, det er noget, de taler meget om, men efter dét, jeg hører, så er det absolut ikke rigtigt. Jeg synes, der er frihed i Danmark, men jeg vil alligevel gerne til USA.

Hun har ingen problemer med, hvor hun hører til.

- Hvis nogen råber 'tyrker' efter mig, råber jeg bare 'dansker' efter dem.

- Jeg føler, jeg er dén, jeg er. Jeg tænker ikke på mig selv som hverken tyrker eller dansker, jeg er bare et menneske.

Jeg kan godt lide at snakke, og jeg blander mig i alting. Det kan godt give problemer. Jeg kan godt være irriterende.

Det vil sige, at jeg kan

få problemer selv,

fordi jeg blander mig

Jeg føler, jeg er dén, jeg er. Jeg tænker ikke på mig selv som hverken tyrker

eller dansker, jeg er bare

et menneske

Min vildeste drøm er faktisk at blive skuespiller og være sammen med mine veninder. At bo sammen i et stort hus, lave en masse sjov og ballade, holde fester og tage på rejser sammen