Kun få emner er så fast tilbagevendende i pædagogisk drøftelse af elevernes sundhed som faren for, at børnene (især drengene) skulle inspirere hinanden til den syndige og usunde vane at masturbere.
Biskop Brammers »Lærebog i Didaktikog Pædagogik«, 1861
Som den mest benyttede og indflydelsesrige grundbog påseminarierne fik biskop Brammers »Lærebog i Didaktik og Pædagogik«stor betydning for 1800-tallets folkeskole. I de krøllede bogstaveri udgaven fra 1861 (billedet viser forsiden fra førsteudgaven i1838) findes følgende ord på side 469: »forsaavidt [utugt] directehenhører under Skoletugten, maa man tænke paa den afskyelige Last,som man har kaldt Onanie. Den opdages ved Følgende Kjendetegn:Paafaldende Sygelighed, et forstemt Sindelag, Hang til Ensomhed,Dorskhed og Ligegyldighed, især hos Børn, som havde været livlige,et Blik, som enten er usikkert og sky, eller stivt stirrende medglasagtig Udtryk«.
Bog om puberteten fra 2009: LouiseSpilsbury: »Det er MIG det handler om«, opslaget om Drengesnak
Tidligere tiders frygt for sindssygdom og svækkelse ved »misbrugaf kønsorganerne« gennem onani findes ikke i moderne skolebøger. I»Det er MIG det handler om« fra 2009 beskrives for eksempel bådevåde drømme og onani som helt naturligt og ufarligt, som noget denenkelte selv må bestemme, om man har lyst til. Kroppen er herindividets egen sag modsat 1800-tallets frygt for svækkelse af dengenerelle folkesundhed gennem skoledrengenes selvbesmittelse. Ogsåfor pigernes vedkommende nævnes onani som behageligt, frivilligt oguskadeligt - om end der ligesom i ældre tider bruges langt mereplads på information om menstruation og dens hygiejne. Emnet eråbenbart stadig særligt vigtigt for drenge.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Pubertetens kropsforandringer og fremmede fornemmelser har været en fælles erfaring for de ældste elever i hele folkeskolens levetid. Hvordan skolen har opfattet og informeret om disse forandringer, har derimod ændret sig markant. Undervisning i den såkaldte forplantningslære fandtes kun i de allerfærreste skoler i 1900-tallets begyndelse, hvor emnet for alvor kom til diskussion på lærermøder og i pædagogiske tidsskrifter, men opmærksomheden på pubertetens problemer blandt skolefolk har alle dage været stor. Det gjaldt i 1800-tallet især den såkaldte selvbesmittelse - onanien.
Annonce:
Kun få emner er så fast tilbagevendende i pædagogisk drøftelse af elevernes sundhed som faren for, at børnene (især drengene) skulle inspirere hinanden til den syndige og usunde vane at masturbere. Skolen blev anset som et arnested for den slags usædelige vaner, og man mente, at skolen havde et ansvar for at opdrage børnene, når så mange dårlige hjem tilsyneladende ikke magtede det. Både i biskop Brammers »Lærebog i Didaktik og Pædagogik« og i lægen Emil Hornemanns banebrydende skrift om skolehygiejne fra 1860 blev emnet behandlet i detaljer. Hornemann anbefalede toiletbygninger, der var lette at overvåge - for eksempel med åbent tag, så lærerne kunne se ned i båsene fra skolebygningens vinduer, og skoleborde skulle være åbne fortil, så der ikke foregik ting i det skjulte under dem.
Langt op i 1900-tallet var anbefalingerne i hygiejnisk og pædagogisk litteratur, at børn ikke måtte ligge og putte sig i for varme senge, at deres tøj ikke strammede de forkerte steder, at de ikke fik serveret pirrende fødevarer, og at hyppige kolde afvaskninger og sunde gymnastiske øvelser og sløjdarbejde kunne aflede deres opmærksomhed.
avde erfaring med at undervise i forplantningslære i 1900-tallets begyndelse, understregede, at man burde møde børnene med fortrolighed og tillid, og at det vigtigste var, at de ikke oplevede deres krops forandringer som skræmmende. Især drengenes natlige sædafgang og pigernes menstruation var ting, som børnene skulle forberedes på for at undgå frygt for sygdom og abnormitet. Drengene skulle have at vide, at de såkaldte natlige pollutioner var normale - men at de frem for alt ikke selv måtte fremkalde dem.
