Dagen efter ulykken blev de ansatte, der havde ydet førstehjælp, indkaldt til en gruppesamtale med en krisepsykolog. Også dem, der ikke mente, at de havde brug for det. Én for én fortalte de, hvordan de havde oplevet ulykken. Hver især kom de med deres version af episoden. Den første, der talte, var Willy Hansen, som var først på ulykkesstedet.

»Psykologen ville gerne have, at vi fortalte, hvad vi havde oplevet, i den rækkefølge vi havde oplevet det. Der var ingen, som måtte afbryde. Det var dejligt, for så kunne man koncentrere sig om at fortælle, hvad der var sket, i stedet for at forholde sig til spørgsmål«, fortæller Willy Hansen.

Det er en drøj samtale, for flere af de ansatte er mere mærkede af situationen, end de egentlig havde forestillet sig.

Sundhedsplejersken, Anette Bredtoft Pedersen, havde ikke tid til at komme til psykologsamtalen.

»Da Lance ringede til mig tidligt om morgenen, tænkte jeg: Det kan jeg ikke - jeg havde en anden aftale. Så jeg sagde, at jeg ikke kunne komme. Men han svarede: 'Det tror jeg godt, du kan få lavet om, du har brug for at komme herud'. Og selvfølgelig kunne det laves om. Det var rigtig godt, også fordi vi, der havde stået i det, fik en fornemmelse af, at det var rigtigt, det vi havde gjort«, fortæller hun.

Sikkerhedsrepræsentanten, Anders Köpke Sørensen, kom i anden bølge til ulykkes stedet. Førstehjælpen var vellykket på trods af, at det ikke var alle de implicerede, der havde førstehjælpskurser i frisk erindring.

»Enhver lærer burde have et førstehjælpskursus som noget obligatorisk, når man har med børn at gøre - er gårdvagt og på lejrskole. Det behøver ikke være en lang uddannelse, men bare nogle timer, hvor der kommer én og repeterer det mest centrale«, siger Anders Köpke Sørensen.