Hvem kan hjælpe et barn, der er udsat for vold i hjemmet? Et barn, der vokser op i grundlæggende utryghed, hvor ingen - og sidst af alle forældrene - er til at stole på?

Loven er klar: Lærerne og andre offentligt ansatte har skærpet pligt til at underrette de sociale myndigheder. Lærerne kan være de eneste voksne, foruden forældrene, der ser barnet dagligt. Det forpligter. Ifølge serviceloven har lærerne pligt til at underrette alene på baggrund af en mistanke.

Alligevel viser en ny undersøgelse, som Folkeskolen står bag, at halvdelen af landets lærere har undladt at underrette på trods af en mistanke. I 2007 gennemførte Folkeskolen en lignende undersøgelse, der også viste problemer med underretningspligten.

Siden 2007 har den tidligere regering gennemført Barnets Reform. Derudover har Dansk Socialrådgiverforening og Danmarks Lærerforening i samarbejde gennemført »Hånd om alle børn«. Men initiativerne har ikke ændret bundlinjen - underretningssystemet virker ikke.

573 fra det repræsentativt udvalgte lærerpanel har deltaget i undersøgelsen, og deres svar viser, at der er mere end én årsag til, at underretningen til kommunerne aldrig bliver til noget.

Et af problemerne er lærernes manglende tillid til det kommunale system og frygt for at ødelægge et fremtidigt skole-hjem-samarbejde. Lærerne siger også, at de føler sig usikre på egen bedømmelse, at de har manglende kendskab til love og regler, og at de savner opbakning fra skolens ledelse.

I forhold til undersøgelsen fra 2007 er det mange af de samme problemer, lærerne står over for.

For fire år siden var det lidt over halvdelen - 53 procent - der fik indtryk af, at deres underretning fik de sociale myndigheder til at gøre noget aktivt. I den nye undersøgelse er det kun 44 procent, der oplever, at myndighederne gør noget aktivt efter underretningen.

Et andet alarmerende tal er, at kun hver fjerde svarer ja til, at de har fået en kvittering fra kommunen inden for en måned efter en underretning. Den, som underretter, har ellers krav på en kvittering senest seks dage efter underretningen.

Barndom fyldt med vold

De dårlige erfaringer flugter desværre godt med virkeligheden. Det Sociale Forskningsinstitut for Velfærd (SFI) offentliggjorde i december 2010 rapporten »Børnemishandling i hjemmet«. 2.980 25-årige var blevet interview­et om deres barndom, og det kom frem, at 5,6 procent af en ungdomsårgang var blevet udsat for vold. I en anden SFI-undersøgelse også fra december 2010 fortalte 20 procent af landets 8.-klasser, at de har været udsat for vold.

Mange af de voldsramte kommer til at gå med volden som en hemmelighed. Under hver femte af de 25-årige, der er vokset op med vold, er blevet opdaget af det sociale system. Virkeligheden er altså, at hver gang et voldsramt barn bliver opdaget, er der mindst fire andre, der ikke bliver registreret af systemet.

Selvom børnene er blevet en sag for systemet, er det langtfra en garanti for forbedring. Succesraten er ikke opløftende for den femtedel, hvor volden i hjemmet bliver opdaget. SFI har undersøgt, om sagsbehandlere kan svare, at situationen er blevet bedre for de børn, de arbejder med.

»Kun knap halvdelen af sagsbehandlerne kunne bekræfte, at det var blevet bedre, efter at sagen var begyndt«, fortæller Mogens Nygaard Christoffersen, der er seniorforsker hos SFI.

Forskningen bakker altså op om lærernes fornemmelse af, at der ikke altid sker noget, efter at det sociale system går i gang.

Det tavse system

Et af de store problemer er, at lærerne savner en tilbagemelding fra det sociale system, når de har underrettet. En lærer skriver i den nye undersøgelse: »Det er frustrerende at underrette og så intet høre om det videre forløb. Man møder jo eleven hver dag. Måske spørger de i starten til, hvad der sker - det ved man ikke, og de holder op med at spørge«.

65 procent af de medvirkende i undersøgelsen mener, at der er for lidt kontakt og dialog mellem de sociale myndigheder og skolen.

Der er ellers en række tiltag i Barnets Reform, der har til hensigt at skabe mere dialog. Ud over kvitteringen inden for de første seks dage har lærerne fået mulighed for at undersøge, om der er blevet sat aktiviteter i gang for at hjælpe eleven. Men fordi læreren ikke er part i sagen, giver de nye regler stadig ikke ret til at vide, hvad der er blevet sat i gang.

»Jeg oplever ikke, at der er en tovejskommunikation mellem skolen og de sociale myndigheder. Som lærere skal vi indberette og ellers blande os udenom, også selvom vi kan se, at det skader eleven«, skriver en lærer i undersøgelsen.

Kommunernes økonomi er presset, og det giver et stort arbejdspres hos socialrådgiverne. Nogle steder står det særligt slemt til.

»I den kommune, jeg arbejder i, er det almen viden, at vi ikke bør underrette i sager, hvor eleven er over 15, da der ikke vil blive foretaget foranstaltninger«, skriver en anden lærer.

Lærernes dårlige erfaringer med socialforvaltningerne er massive. 71 procent oplever, at socialforvaltningen ikke har resurser til at hjælp på trods af en underretning. Og 62 procent vurderer, at en underretning, der ikke får konsekvenser, er direkte skadelig.

De dårlige erfaringer kan betyde, at lærerne helt opgiver at kontakte de sociale myndigheder. Bente Boserup, souschef i Børns Vilkår og leder af Børnetelefonen, kan sagtens forstå, at lærerne bliver frustrerede over den manglende reaktion fra kommunen, men alligevel skal de gøre noget.

»Det er kommunen, der kan gå ind og undersøge familien, og det er kommunen, der som myndighed kan gå ind og handle. At sørge for at familien - og dermed barnet - får den hjælp, de skal have«, siger Bente Boserup.

Hvis læreren overvejer for længe, kan det få katastrofale følger.

»Læreren må ikke vente, for det kan forhale processen, og barnet risikerer at blive så belastet, at det bliver endnu sværere at hjælpe. Jo tidligere kommunen kommer ind og hjælper familien, des bedre muligheder har barnet for at klare sig. Når først et overgreb har bidt sig fast, så får barnet meget sværere ved at klare sig«, fortæller Bente Boserup.

Forskellige forventninger

Samarbejdet mellem professionerne og forståelse på tværs af faglighed og arbejdsområder er noget af en gordisk knude.

Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, mener, at samarbejdet med lærerne er blevet bedre. Når det stadig kikser, kan det ifølge hende hænge sammen med, at lærerne har nogle urealistiske forventninger til socialrådgiverne.

»Når socialrådgiverne modtager en underretning, har vi jo til opgave at undersøge barnets forhold, og om der skal gennemføres en paragraf 50-undersøgelse, som er en rigtig stor undersøgelse. Det tager tid«, siger Bettina Post.

Danmarks Lærerforening mener ikke, at en lærer skal være alene med sin mistanke. Derfor anbefaler man lærerne at gå til skolelederen, når der er mistanke om omsorgssvigt. Denne praksis kan være en fordel i de tilfælde, hvor det er tydeligt, at en elev har brug for hjælp, og der derfor ikke er uenighed om fortolkningen af situationen. Men som det fremgår af Folkeskolens undersøgelse, er lærere og skoleledere ofte meget uenige om behovet for at underrette, og at en sag simpelthen kan strande i et ingenmandsland mellem lærer og skoleleder.

»Eleven blev slået derhjemme, men skolelederen syntes ikke, vi skulle underrette, for ikke at belaste det i forvejen belastede skole-hjem-samarbejde. Lederen påtog sig ansvaret, men jeg har fortrudt det lige siden, og hvis jeg kommer i en lignende situation, underretter jeg med eller uden lederens billigelse«, skriver en lærer.

På flere skoler kan der ifølge undersøgelsen opstå tvivl om, hvorvidt det er læreren eller lederen, der har ansvaret for at underrette. Den tvivl er imidlertid helt ubegrundet, siger socialrådgivernes formand. Reglerne er nemlig helt klare:

»Det er altid den, der har set, hvad problemet drejer sig om, der har ansvaret for, at underretningen finder sted. Det er det, der er vores skærpede underretningspligt. Og så kan man ikke bare sige: 'Jamen, jeg har sagt det til skolelederen'. Så må man selv følge op på, om lederen går videre med det. Og hvis ikke må man sige: 'Så gør jeg det'. For det har man pligt til«, siger Bettina Post.

På mange lærerværelser bliver underretningen opfattet som sidste udvej, og det er en del af problemet. Underretningen kan starte en konflikt med den familie, man egentlig har ambitioner om at hjælpe. I de tilfælde er kommunikationsopgaven stor for læreren - det gælder om at få forældrene til at forstå, hvorfor der underrettes.

»Det er jo ikke sådan, at en kommune går ud og sætter et barn på døgninstitution, fordi der kommer en underretning. Det er vigtigt at inddrage familien, medmindre det er skrappe kriminelle forhold. Indkald familien til en samtale - vi er stærkt bekymrede for jeres barn, derfor sender vi en underretning af sted«, siger Bente Boserup fra Børns Vilkår.

Bente Boserup fortæller, at lærerne ofte er de voksne, der er tættest på barnet. Derfor er det også afgørende, at lærerne, på trods af de mange udfordringer med underretninger, sørger for at underrette, fordi:

»Hvis ikke lærerne gør det, hvem gør så?«