Tiden råber på samarbejde mellem professioner. De fleste oplever at blive stillet over for opgaver, som ens uddannelse ikke lige har taget højde for. Ikke mindst i forbindelse med de mange politiske inklusionsproklamationer og faktiske inklusionsbestræbelser er behovene for samarbejde med andre kompetencer end ens egne åbenbare. Medmindre altså at inklusionen er en ren spareøvelse. Men samarbejde er kostbart, og mange har vel oplevet besvær, misforståelser og tidsspilde ved samarbejdsmøder – og det kan der være flere grunde til.

Men nu har en scient.pol., en pæd.soc. og en mag. i filosofi begået en klog og afklarende bog om det svære og nødvendige samarbejde mellem professioner, især mellem lærere, pædagoger og socialrådgivere. Bogen har fået titlen "Hånd om helheden", men burde have heddet "Ånd om helhederne", for den er ikke en manual, men netop en refleksionsvækker, der peger på de enkelte problemer og opgavers særpræg.

I seks kapitler får læseren oplæg til indsigt i og afklaring af begreber, videns-  og organisationsformer omkring professionssamarbejde. Hvert kapitel bliver afsluttet med en række spørgsmål til overvejelse og drøftelse. I en sideløbende case får oplæggene virkelighed at støtte sig til.

Læseren bliver indført i en samarbejdstænkning, hvor der skelnes imellem fag, profession og sektorer. Professionerne præsenteres, så man faktisk får et indtryk af, hvad de andre kan, og hvor man selv kan gøre fyldest. De aristoteliske vidensformer skildres klart og brugbart. Det tværprofessionelle samarbejdes udvikling beskrives, så man også kan forstå de historisk betingede forventninger, kolleger med en ældre uddannelse bærer med sig. De mange forskellige typer af eksisterende samarbejder skildres, og ledelsesstrukturens indflydelse på samarbejdet får ord med på vejen. Endelig samles der op i en pejling af, hvor vi er på vej hen i vores bestræbelser imod det givtige samarbejde.

Som det måske kan anes af denne opremsning, er der refleksionsstof at hente for de fleste: Hvilke værdier og fordomme er det, jeg investerer i samarbejdet med dem fra andre professioner? Hvilke personlige og faglige kompetencer byder jeg ind med? Hvilken ledelsesform giver plads til samarbejdet og kompetence til at nå resultater?  

Bogen er tænkt som en studiebog til professionsstudiernes tværprofessionelle aspekt og til efteruddannelse, men den bør i lige så høj grad være godnatlæsning for alle lærere, pædagoger og socialrådgivere, der får en opgave at samarbejde om, og som ønsker resultater. Den tid, der bruges på afklaring af opgavens natur, begrebernes indhold og samarbejdets karakter, kommer tilbage med renter.

Bogen er selv eksempel på et lykkeligt match af fagligheder, hvor samfundsvidenskab, pædagogik og filosofi spiller sammen – og den turde være en reminder til alle professionsuddannelserne om at huske den filosofiske dimension i underviserstabens sammensætning.

Blot savner bogen dansklæreren til at læse korrektur og til at sikre, at alle henvisninger også kan findes i litteraturlisterne.

Ud over at være en fin og betydelig studiebog er bogen også et udtryk for, at de tanker, som har ligget bag oprettelsen af professionshøjskolerne, har et perspektiv ud over stordrift, et perspektiv, der uddanner til at agere i et komplekst, moderne samfund. Så nu er det blot at håbe, at stordriften ikke har affødt så megen administration, at der ikke er tilstrækkeligt med timer til at samarbejde om undervisning i det nødvendige samarbejde.