Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Seks nye fagforeninger opstod kortvarigt på Gl. Avernæs i sidste uge. Kampen mellem de seks var hård, men dommerpanelet hårdere. Der var tale om en kraftig konkurrence, da de seks fagforeninger skulle sælge sig selv. Det var en kamp om medlemmer.
Der var seks spørgsmål om fremtidens fagforening, og hver gang en af de nye fagforeninger havde svaret på et spørgsmål, uddelte dommerne medlemmer, efter hvor visionært, kreativt og troværdigt gruppen havde svaret - og forstået at sælge sig selv. Vinder blev den gruppe med flest medlemmer, da konkurrencen var slut.
'Fremtidens tillidsrepræsentanter skal være fagligt dygtige og synlige. Og så må de ikke være for gode venner med skolelederne. Det giver altså store problemer'. Sådan lød det i DLF - der her stod for Det Levende Fællesskab - da de diskuterede, hvilke kompetencer fremtidens tillidsrepræsentant skal have.
De konkurrerende fagforeninger var 'Slipstrømmen', der ikke mente, at det er den ydre PR, der tæller. Det gør derimod dét, organisationen gør. De var oppe imod 'En lille antenne', den lyttende organisation. Med var også 'Om igen', hvor navnet kunne gå på konkrete sager eller det hele. 'De små ting' mente, at det er dét, der gør den store forskel. 'UFO' stod for de Uidentificerede Flydende Opgaver, der er så karakteristiske i det moderne arbejdsliv, og 'Det Levende Fællesskab', forkortet DLF, stod for at skabe netværk og fællesskab.
Grupperne/organisationerne var sammensat, så de unge lærere var sammen, lærerstuderende i en gruppe, hovedstyrelsesmedlemmer i én gruppe og kredsformænd i én gruppe.
Fagforeningens medlemmer valgte hver to kompetencer, de kunne gå ind i arbejdet med, og så skulle de seks opgaver løses. Med brug af disse kompetencer og under tidspres.
Forhandlende, lyttende og omsorgsfuld var de kompetencer, 'Det Levende Fællesskab' brugte til at løse opgaven om profilen på fremtidens tillidsrepræsentant.
'Tillidsrepræsentanten skal være opmærksom på de nye lærere på skolen og skal være i stand til at lytte - også selv om han ikke lige forstår lærerens problem. Han skal tage hensyn til de forskelligheder, der er på et lærerværelse', mente Det Levende Fællesskab.
Men det hårde dommerpanel bestående af to unge lærere og de lærerstuderendes formand mente ikke, at dette svar kunne give mere end 20 medlemmer. Til gengæld hævdede dommerne, at der var visioner i 'Om igen', der talte for mere kreativitet i uddannelsen til tillidsrepræsentanterne, og at det centrale system skal sørge for bedre spillerum til den enkelte tillidsrepræsentant. Det fik organisationen 90 medlemmer for.
Vigtige netværk
De seks organisationer diskuterede netværk for unge lærere. En ung lærer fortalte, at på hendes skole holder de nye lærere møde med ledelsen fem gange om året. De får i alt tyve timer til dét.
'Det har vist sig, at det holder på de nye lærere. Ledelsen får på første hånd at vide, hvordan det er at være ny på skolen, og man har mulighed for at fortælle, hvad der er blevet bedre siden sidste møde, og hvilke ting der stadig undrer én', sagde hun.
Alle former for netværk for unge og nye lærere blev prioriteret højt af grupperne.
Hvordan gør I lærerjobbet attraktivt for unge, og hvordan skal Lærerforeningen få vendt profileringen af lærerfaget, lød to af opgaverne til organisationerne.
'Vi skal fortælle om det spændende, vi arbejder med - om teamsamarbejdet og projektarbejdsformen. Det skal synliggøres for folk, og det kan vi blandt andet gøre ved at åbne skolerne og invitere lokalområdet ind for at se skolen og vores arbejde. Vi kan også vise lærerstuderendes projekter frem offentligt', mente en gruppe af unge lærere.
'Vi skal definere vores fag, og vi kan bruge professionsidealerne til at profilere lærerfaget. Vi skal lære at forklare os i stedet for altid at forsvare os. Dén myndighed skal vi have. Og så må vi stille nogle klare forventninger til forældrene. Vi må sammen med dem diskutere, hvordan vi bedst får samarbejdet til at fungere. Hvad skal de gøre, og hvad skal vi gøre', sagde de unge lærere.
Diplomuddannelse til ledere
Skolelederne skal uddannes bedre, man skal arbejde for at få en diplomuddannelse for ledere, og dét at blive udnævnt til leder må ikke blot være en forfremmelse. Det er ikke nok at være flink og en god spejderleder, man skal også kende til ledelsesteori samt kunne give og modtage konstruktiv kritik. Sådan lød nogle af kravene til skolelederne.
'Min leder skal ikke vide alt, men lederen skal kunne gå forrest, og så skal lederen kunne tage hånd om den enkelte', sagde én.
De seks organisationer dystede. Dommerne stillede uddybende spørgsmål, medlemmer blev fordelt, og der blev både klappet og buh'et under fremlæggelserne. Så faldt dommen. 'Om igen' vandt, båndoptageren spillede 'We are the champions' for fuld udblæsning, og champagnepropperne sprang. 'Om igen' jublede, mens resten sad stille og overrumplede i salen. 'Om igen' var hovedstyrelsesmedlemmernes gruppe.
'Hvis de allerede har svarene på alle disse spørgsmål om fremtidens fagforening, hvad skal de så bruge os til?', spurgte en ung lærer.
'Og hvad har DLF gjort de seneste mange år? Hvor har visionerne været i alle disse år?', lød spørgsmål fra salen.
Tine Lange og Zakia Elvang fra Mandag Morgen svarede, at nogle nok syntes, det var lidt specielt, at det netop var hovedstyrelsesgruppen, der vandt konkurrencen, men at man også kunne vende det om og sige, at det da er rart, at foreningen har nogle gode politisk valgte.
Konferencen fortsatte med deltagernes gode historier om lærerjobbet og forslag, der skal arbejdes videre med. Formand for udviklingsudvalget, Astrid Schjødt Pedersen, fortalte, at forslagene fra konferencen senere bliver lagt på foreningens hjemmeside www.dlf.org
Hun sluttede med en opfordring til alle om at deltage i det videre arbejde for fremtidens fagforening: 'Hvis det hele tiden er folk med kasketter, der skal handle, så lukker man nemt for engagementet'.-
Input til ungdomspolitik
Kongressen besluttede i 2001, at DLF skal udvikle en ungdomspolitik. Konferencen om ungdomspolitik blev arrangeret for at få input til dette arbejde.
I kredsen vil vi gerne høre om jeres erfaringer, når I begynder på skolen. Kom og fortæl os om det.
KredsformandLæreren er professionel. Det betyder, at man er forudseende, kommer frem og tager dagsordenen. Sådan opfatter vi unge professionalisme, og dét mangler DLF.
Lærerstuderende