Den 8. december 2010 bliver syvårige Alma indlagt på børneafdelingen ved Odense Universitetshospital. Hjemme i Haderslev går dagligdagen imidlertid sin vante gang, og klassekammeraterne boltrer sig i den nyfaldne sne.

Klasselærerne Bjarne Gehrt og Carla Andersson tror i første omgang, at Almas fravær skyldes noget influenza. Men det viser sig hurtigt at være mere alvorligt.

Alma har fået konstateret leukæmi og bliver indlagt på afdelingen H2, som er den eneste børneafdeling i Region Syddanmark for børn med blod- og kræftsygdomme.

Sammen med sin familie forbereder Alma sig nu på en to et halvt års behandlingsperiode væk fra sin klasse og sine klassekammerater. På grund af kemoterapien er der en række strenge isolationsregler, der vanskeliggør kontakten med omverdenen.

Klasselærer foreslår en web-løsning

Et stykke inde i det nye år kommer Almas to klasselærere på besøg på hospitalet, hvor de mødes med Alma, Almas forældre, Lone Nybro, der er lærer på afdelingen, og en sygeplejerske. Her drøfter de blandt andet, hvordan skolen skal gribe undervisningen under indlæggelsen bedst muligt an og tilrettelægge det til Alma, så det passer til hendes behov.

Når et barn i den undervisningspligtige alder er indlagt i så lang tid, må der findes alternative undervisningsformer for at imødekomme den almindelige undervisningspligt. Derfor har afdelingen, hvor Alma er indlagt, sin egen skolestue og lærer tilknyttet.

»Mange børn oplever tiden i skolestuen som et 'pusterum', hvor fokus bliver flyttet lidt væk fra sygdom, undersøgelser og behandling«, siger Lone Nybro.

Hvis det, som i Almas tilfælde, slet ikke er muligt at genoptage undervisningen på sin egen skole efter indlæggelsen, skal skolen også sørge for hjemmeundervisning.

Det er klasselæreren Bjarne, der på mødet efter nytår første gang lufter idéen om, at der opsættes et Skype-web-kamera på Almas skolestue.

»Jeg vidste allerede dengang, at det var nemt at gå til, og at det formentlig ville blive en rigtig god løsning for både Alma og hendes forældre«, siger Bjarne Gehrt.

Begge Almas forældre er lærere og underviser datteren i tæt samarbejde med hendes lærere. Derfor var web-løsningen også tænkt som en aflastning af dem, forklarer Bjarne Gehrt. Men mest af alt er det for Almas skyld, siger han.

»Det var vigtigt for mig, at Alma stadig kunne føle sig som en del af klassen, mens hun var indlagt, og følge med i, hvad de andre har gang i«, siger Bjarne Gehrt.

Et par dage efter besøget på hospitalet blev kameraet sat op hjemme i klasselokalet i Haderslev. Og her knap fem måneder efter, hvor Alma snart bliver overflyttet til Rigshospitalet, er kameraet blevet en fast integreret del i hverdagen.

Kammeraterne savner Alma

Vi møder Bjarne og Carla i Almas klasse på en solbeskinnet torsdag i april. De vil demonstrere, hvordan undervisningen typisk forløber. Bjarne forsøger at ringe til Alma på Skype - men uden held. Hun svarer ikke.

Lidt senere går undervisningen alligevel i gang, og børnene indtager deres pladser omkring de fire store borde i klasselokalet, mens Carla deler opgaver ud.

Undervisningen i Almas klasse foregår typisk på den måde, at børnene arbejder sammen i fire separate grupper, og det gør det så nemmere at tilpasse undervisningen i den ene gruppe til Alma, når hun er frisk nok til det, forklarer Carla.

Pludselig er der en, der ringer. Det er Lone Nybro fra skolestuen på hospitalet, der hjælper Alma med kommunikationen.

»Hej Alma! Vi er glade for at se dig. Kan du høre mig?« spørger Carla. I første omgang er der intet billede, men pludselig kan vi alle godt se Alma, og hun vinker tilbage.

De andre børn i klassen skulle i første omgang vænne sig til, at kameraet var der, men nu tænker de ikke rigtig over det mere, siger Carla. Heller ikke kemoterapiens synlige spor virker til at gøre særligt indtryk på dem.

»Vi voksne har selvfølgelig været meget påvirkede af det, men det er ikke noget, eleverne bider mærke i, måske fordi de ikke tænker over alvoren på samme måde. I starten havde Alma hat på, men den blev hun selv hurtigt træt af, så siden da har det været rå virkelighed, de er blevet præsenteret for. Også på de dage, hvor Alma ikke er helt på toppen«, siger Carla Andersson.

Selvom der er en fotograf og en journalist, der ser på, virker børnene rolige og koncentrerer sig om deres læseopgaver, som de skal bruge farveblyanter til.

Klassekammeraten Jonathan sidder helt ved siden af kameraet, og som det mest naturlige i verden taler han med Alma på den anden side. Alle børn omkring bordet virker til at være meget opmærksomme på, om Alma kan se og høre dem, og de svarer på skift højt og tydeligt på spørgsmålene i opgaven.

»Det er som regel hende selv, der ringer op. Så sørger vi for, at hun får mulighed for at løse opgaverne sammen med de fire andre børn i gruppen, og de diskuterer så med vores hjælp, hvordan de griber dem an. Til sidst slutter vi ofte af med en leg, for eksempel den, hvor de andre skal gætte en ting i ens penalhus«, siger Carla.

Jonathan starter med at beskrive en ting i sit penalhus.

»Jeg tror godt, det kunne være en blyantsspidser«, siger Alma. Jonathan nikker bekræftende med et lille smil og tager sit penalhus op og viser det til kameraet. »Kan du se det, Alma?« spørger han. Alma nikker forsigtigt med hovedet.

Alma er en populær pige i klassen både blandt pigerne og blandt drengene, mener Almas klasselærer, Carla.

»Hun er en rigtig drengepige, som leger godt sammen med de andre børn, så hun er virkelig savnet, mens hun er væk«. Derfor har det haft stor betydning for kammeraterne, at de kan se Alma og følge med, siger hun.

»Børnene føler, at Alma faktisk er tæt på, selvom det meste foregår over computeren«, siger Carla.

Men Alma er stadig tæt på, synes de

Under behandlingen kan Alma godt komme hjem til sig selv en gang imellem og endda have legekammerater på besøg, og lærerne Carla og Bjarne kommer på besøg og giver hende hjemmeundervisning. Klassekammeraterne kan på skift komme med, men man skal være forsigtig med, hvem der har fysisk kontakt til hende, så hun ikke bliver smittet med for eksempel en forkølelse.

Så ofte kan Alma altså godt sidde hjemme hos sig selv med sin egen bærbare computer og kommunikere med klassen over Skype, selvom skolen kun ligger få hundrede meter fra, hvor hun bor.

Almas mor mener, at web-kontakten har spillet en afgørende rolle for datterens trivsel under det svære forløb, fordi hun stadig kan holde kontakt til kammeraterne - også i skoleregi.

»Lærerne gør et enestående stykke arbejde for Alma, og web-løsningen er en del af det - men også en ganske væsentlig del, fordi det har betydet, at Alma nu stadig føler sig som en del af klassen - at hun faktisk sidder inde i klassen og er med, at de er sammen og får undervisning«, siger hun.

De to klasselærere Carla Andersson og Bjarne Gehrt håber, at andre skoler kan lade sig inspirere af deres eksempel.

»Det er nemt at gå til. Det kræver kun en netforbindelse, en helt almindelig computer og et web-kamera, og så er du på. Både for os og for Alma har det været en god løsning midt i en svær tid«, siger Bjarne Gehrt.

Efter en lille time vinker vi og resten af klassen farvel til Alma, som begynder at føle sig lidt træt. »Jeg tror gerne, vi vil sige farvel nu«, siger Lone Nybro, og resten af klassen vinker farvel.