”Perspektiver på leg” tilbyder læseren et overblik over filosofiens og pædagogikkens skiftende syn på leg, giver sit eget bud på et anderledes syn på leg, griber ud efter læserens eget syn på leg, stiller spørgsmål og tilbyder konklusioner.

Forfatteren beskriver sit sigte med bogen som ”et oprør og et opgør mod rationalisering af legens udkomme, mod voksnes diskussioner af dårlig leg, mod naturens forherligelse som det eneste sande legested, mod udgrænsning af striden, larmen og uforudsigeligheden”.

Bogen undersøger legen i historisk perspektiv og begynder med Schiller og oplysningstidens klimaks med fokus på frihed, lighed og menneskeværd og med begejstringen for naturens rene ånd, optagetheden af sansninger og rationalitet (hmm – er det mon herfra, den udprægede opfattelse af naturen som den bedste legeplads og lækkert trælegetøj som kvalitet stammer fra?). Legen bliver her en vej til dannelse.

Med udviklingspsykologerne ændres synet på leg. Legen bliver et redskab til udvikling. Den gode leg bidrager til udviklingsprocessen og bliver en funktion af den intellektuelle udvikling og af socialiseringsprocessen. Legen understøtter barnets udvikling.

Det tredje og sidste historiske perspektiv, bogen anlægger, handler om legen som kompetenceudvikling. Lidt karikeret er legen her et middel til at udfolde sit potentiale, som når virksomhedskurser lader deltagerne bygge med legoklodser i håb om at frembringe nye kreative tanker og ideer hos medarbejderne.

Endelig tilbyder bogen et nyt perspektiv på leg – et stemningsperspektiv. Kort og unuanceret er dette perspektiv et syn på leg som forskellige stemninger og deraf forskelligt udkomme eller funktion, om man vil. Dette syn får betydning for synet på de gode legesteder og ikke mindst de konflikter, som opstår i leg. Synet på legen bliver mere nuanceret og mangfoldigt.

”Perspektiver på leg” mener en masse og er ikke bange for at udtrykke holdninger. Alligevel formår bogen at levne plads til refleksionen hos læseren. Ved at give sin holdning til forskellige perspektiver til kende giver bogen læseren mulighed for at diskutere med eller at stille spørgsmål til sin egen, historiens eller ”Perspektiver på legs” syn på legen. Det er i allerhøjeste grad at tage legen alvorligt.

”Perspektiver på leg” beskæftiger sig med leg i det pædagogiske arbejdsfelt. Som lærer savner jeg et skoleperspektiv. Legen i frikvarteret har ganske særlige udfordringer i forhold til det, som skal ske, når frikvarteret er slut. Men dette er også en kvalitet ved bogen. Denne lille ”mangel” satte i hvert fald hos mig tanker i gang om, hvor det vigtige sker. Hvad er vigtigst, at legestriden (bogens formulering) får lov at leve i frikvarteret, med risiko for at den påvirker den efterfølgende undervisning negativt, og mulighed for at den bidrager til noget andet i vores menneskelighed? Eller skal legestriden kun have lov til at udfolde sig i fritiden – både den fritid, børn har sammen med pædagoger, og den fritid, de har uden voksne, hvor der er tid og rum til, at den kan bidrage til vores menneskelighed? Det er ikke nogen dårlig egenskab ved en bog om leg, at den netop inviterer til refleksion. ”Perspektiver på leg” kan give nye indspark i debatten om legens rolle i vores samfund – både der, hvor børn færdes – og i voksnes liv.

”Perspektiver på leg” slutter med denne sætning: "At tage legen alvorligt er at tage alt det menneskelige alvorligt".