Hvorvidt man er studieparat eller ej, bliver vurderet, inden man som elev dimitterer fra 9. klasse. Jeg ønskede stort at komme på efterskole, men ligesom i mange andre familiers tilfælde var økonomien desværre ikke til det. Derfor kom det hjemme hos mig på tale, at jeg skulle gå direkte videre i gymnasiet.

Jeg klarede folkeskolen rigtig fint, faktisk med karakterer, der lå langt over gennemsnittet, men jeg havde dog altid store problemer med matematik. Da jeg nævnte for mine daværende lærere, at jeg overvejede at starte direkte på en gymnasiel uddannelse, blev jeg mødt med undrende blikke. Min matematiklærer sagde sågar til mig, at det lød som en rigtig dårlig ide. Mit lille 15-årige sind krøllede helt sammen. En enkelt dårlig karakter erklærede mig uegnet, og jeg gav først og fremmest mig selv skylden.

Heldig som jeg var, fik jeg alligevel chancen for at komme på efterskole, og det år gav mig rigtig meget. Der blev jeg mødt af støttende lærere, som mente, at jeg sagtens ville kunne tage en ungdomsuddannelse uden problemer.

Her, godt fem år efter, sidder jeg som førsteårsstuderende på min bachelor. Havde jeg ikke mødt opbakning fra mine efterskolelærere, var det ikke sikkert, jeg havde turdet starte på gymnasiet. En frygt, der var blevet skabt af den simple grund, at nogle havde fortalt mig, at jeg ikke kunne. Man skal som elev bakkes op og opfordres til at række ud efter sine mål, bilder du dem det modsatte ind, risikerer de at tro på det.

Så lad dette være en opfordring til alle folkeskolelærere: Tag jeres elever i hånden, støt dem, guid dem og ikke mindst stol på dem. Det er sådan, man skaber selvsikre voksne mennesker.