I uddannelses-forskningen er der generel konsensus om, at god trivsel skaber god læring. Hvis dette er tilfældet, hvordan kan det så være, at Finland, som ligger 4. sidst blandt alle OECD landene i forhold til trivsel i den seneste PISA undersøgelse fra 2012, stadig præsterer langt bedre end Danmark, som omvendt er langt over OECD gennemsnittet i forhold til trivsel på PISA ranglisten? Denne kontrast er blevet undersøgt i mit netop forsvarede speciale i Generel Pædagogik ved DPU.

Hvis god trivsel faktisk skaber bedre læring, burde Danmark ligge helt i toppen. I Danmark er vi nemlig gode til det med trivsel. Det ses både på PISA rangeringen, men også på i forhold til den nye årlige trivselsundersøgelse blandt eleverne. Resultatet fra dette år viser tydeligt at eleverne er glade for at gå i skole, ligesom de også er glade for deres lærere. Hvorfor er vi så ikke helt i toppen på PISA ranglisten i forhold til faglighed?

Danmarks fremmeste ekspert på finske skoler er Frans Ørsted Andersen. Han er klar i spyttet og fortæller at den hårde disciplin er et nødvendigt onde, som gør at eleverne netop kan præstere. Det kan godt være at eleverne ikke er lige så glade for at gå i skole, men de bliver glade, når de får karakterer. Der er altså noget, som tyder på at faglighed ligger over trivsel, selvom der godt kunne være en sammenhæng.

Jeg er selv lærer og min erfaring er også at mine elever er glade for at gå i skole. Det skal vi holde fast i. Vi skal ikke gå på kompromis med den gode trivsel, som faktisk fungerer. Det som gør at vi kan blive endnu bedre er ikke at vi fjerner fokus på trivslen. Det som kunne rykke ved både elevernes trivsel og endnu bedre deres faglighed er hvis lærerne, politikerne og forældrene begynder at samarbejde.

Politikerne skal stoppe med at lave skolereformer, hver gang en ny politiker skal sætte sit præg på en regering. I Finland får landets lærere fred fra den slags. Der går simpelthen langt længere imellem skolereformerne, da landets politikere godt ved, at det tager tid at implementere forandringer. Landets skolepolitikere, som har travlt med at fortælle, hvor inspirationen kommer fra i forhold til skolereformen, skal huske faktisk at kigge på, hvad der virker. I Finland har hver lærer markant lavere lektionstimer og dermed tid til at forberede sig grundigt. Politikerne har i den grad et ansvar, hvis de vil være med til, at gøre læreruddannelsen til en attraktiv uddannelse, som kunne tiltrække de bedste fra en årgang. Det gør de nemlig i Finland. Her vælger mange at blive lærer frem for læge. Det vi som lærere kan gøre, er at række hånden frem til forældrene. Det som menes her er, at der også er evidens for at blot en lille indsats i forhold til skole/hjem samarbejde kan have stor effekt. Forældre skal ligesom deres børn vide, hvad der forventes af dem i en moderne folkeskole. De skal sørge for at deres børn ved, hvordan man opfører sig i en klasse og i et fællesskab. Denne del bliver noget nemmere, hvis eleverne mærker at skole og forældre samarbejder og er enige om linjen. Hvis politikere, lærere og forældre alle tager deres ansvar på sig, kan vi også få bugt med et stigende problem i de danske folkeskoler. Der er her tale om den stigende uro og larm.

Tilbage til spørgsmålet. Faglighed eller trivsel. Svaret må aldrig blive enten eller. Svaret er faglighed og trivsel.