Anmeldelse
Hvad fejler du i grunden?
Hvad fejler du i grunden?
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skal jeg indlede med det positive, så vil jeg meget gerne rose Carsten Vagn-Hansen for at anslå et meget omfattende sundhedssyn, der ud over det simple fravær af sygdom omfatter legemligt, psykisk og socialt samt ikke mindst kulturelt og sjæleligt velbefindende. Dette er en ganske interessant måde at anskue sundheden på, som han tilmed evner at gøre fint rede for.
Fakta:
Titel: Hvad fejler du i grunden?
Forfatter: Carsten Vagn-Hansen
ISBN: 9788770702652
Pris: 269 kroner
Sider: 382 sider
Type: Bog
Forlag: Forlaget Hovedland
Så langt, så godt. Det gode humør kunne ikke just opretholdes ved gennemlæsning af bogen. Dertil oser den alt for meget af en alternativ trosretning, hvor alverdens kosttilskud fremhæves som eneste vej til et langt og sundt liv. Forfatteren siger det selv: "Der er mange livsvigtige og gavnlige virkninger af kosttilskud ..." og forsømmer da heller ikke en eneste lejlighed til at fortælle, hvilke kosttilskud der bør indtages for at imødegå alverdens tilstande spændende fra rejsningsproblemer og PMS over fedme, cancer og sukkersyge til ADHD, tvangstanker, nervøs spisevægring, autoimmune sygdomme og meget andet. Lovprisningen serveres rundhåndet og nonchalant og pakkes ind i teorier om syre-base-balance, blodtypediæter, kinesisk Qi, løseligt anvendte videnskabskilder og andet gavepapir.
Konsekvensen af denne knap 400 sider lange opremsning af "essentielle" kosttilskud er, at i hvert fald denne anmelder har det rigtig svært med bogen. Jeg køber simpelthen ikke argumenterne og vil således også fremover gå med gummisåler og på trægulve, trods det at begge dele spærrer for adgangen til jordens frie elektroner og hindrer undertegnede i at modtage jordens energi. Altså ifølge bogens forfatter.