Nul-sukker-politik i Svendborgs skoler og institutioner

Det skal være slut med tomme kalorier, mens børn og unge opholder sig i Svendborg Kommunes skoler og institutioner. Kommunen har pr. 1. januar indført en mad- og måltidspolitik om nul sukker i både skoler, børnehaver, sfo’er og klubtilbud. Den nye politik møder kritik for at være hysterisk og formynderisk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den sydfynske kommune vil usunde vaner til livs hos børn. Den nye mad- og måltidspolitik for 0-16-årige betyder, at det fremover er forbudt for eksempel, at læreren giver is en varm sommerdag, at der spises kage i klassens time, eller elever deler flødeboller ud til deres fødselsdag. Bliver der afholdt børnefødselsdag hjemme privat - i skoletiden eller institutionsstiden - gælder de samme regler om nul servering af kage, is, slik, saftevand, sodavand og andre ting fyldt med tomme kalorier. Mad- og måltidspolitikken indeholder dog ikke et totalt sukker-forbud. Hver enkelt skolebestyrelse eller forældrebestyrelse kan lokalt definere en række særlige lejligheder og traditioner, hvor der må bruges sukker.

Så skal afgangselever fortsat have lov til at kaste karameller ud af vinduerne på sidste skoledag, skal der serveres kage på sidste skoledag eller skal lærerne fortsat have lov til at dele pebernødder eller andre traditionsrige godter ud i december måned - så kræver det alt sammen særlige retningslinjer vedtaget af Skolebestyrelsen. Madpakken betragtes som forældrenes, og her gælder ingen særlige regler, men kommunen opfordrer til dialog om, at madpakken lever op til de 8 kostråd. Råderummet er forældrenes

For Svendborg Kommune handler den nye Mad- og måltidspolitik om at give borgerne mulighed for at leve et sundt liv. Kommunen mener, at gode vaner grundlægges tidligt og varer hele livet, og derfor lægger kommunen stor vægt på, at børn får grundlagt nogle gode og sunde vaner. Det bærende princip for mad og måltider i kommunens skoler og institutioner er, at råderummet er forældrenes. Hvilket ifølge Svendborg Kommune betyder, at børn ikke længere får mad med tomme kalorier, når de er i skole, børnehave, SFO, klub mv. De tomme kalorier, som børn skal have, skal forældrene selv give dem, lyder det. Godt eller skidt Modtagelsen af den nye mad- og måltidspolitik er meget blandet - både blandt lærere, pædagoger, forældre og ernæringseksperter. I Fødevarestyrelsens ernæringskontor er Tove Vestergaard meget begejstret:   "Hatten af for, at Svendborg Kommune tør tage stilling og melde klart ud, at sukker ikke hører til i daginstitution eller skole. Jeg ville ønske, flere gjorde som i Svendborg, for fedme og overvægt er et massivt problem, der fortsat accelerer", siger Tove Vestergard til Fyns Amts Avis. Men på DPU er forsker i sundhedspædagogik Karen Wistoft meget kritisk. "Jeg synes, det er hysterisk. Man lærer ikke børnene at leve sundt ved at forbyde dem noget, de synes smager godt. I stedet skal man udvikle deres kompetencer og lære dem at forholde sig fornuftigt til det, de spiser", siger hun til avisen. "Alle børn vil opdage, at det her forbud gælder i børnehaven. De lærer, at noget er forbudt det ene sted og tilladt et andet sted. Det, man risikerer, er, at børnene går helt amok, når de så får adgang til sukker, eller at de forsøger at snyde sig til søde sager, når de kommer hjem". Vigtige hyggestunder Hos Øhavets Lærerkreds ser formand Lone Clemmensen positivt på en måltidspolitik, men at man fra kommunens side nærmest går ind og forbyder enkelte levnedsmidler, bryder hun sig ikke om: "Fra kommunens side har man lavet et flot inspirationskatalog til sundere mad, men hvorfor lader man så ikke det hele være op til lærere og forældre i fællesskab?" "Selvfølgelig er det godt at have en holdning om at prøve at begrænse for eksempel brug af sukker, men at Anton i 1. klasse deler flødeboller ud i klassen til sin fødselsdag er jo ikke det der gør, at man bliver overvægtig, og sådanne hyggestunder er vigtige for både børn og lærere", siger Lone Clemmensen og fortsætter: "Samtidig skal man huske på ikke at tage ansvaret fra forældrene. Det bliver meget hurtigt lidt formynderisk, når det offentlige skal ind og tage ansvar for alting. Måske skulle man bare nøjes med at tage vare om de børn, som er særligt udsatte", siger hun til folkeskolen.dk Den nye mad- og måltidspolitik gælder for alle dagtilbud, skoler og sfo'er i kommunen og berører dermed omkring 8000 børn og unge mellem 0 og 16 år.

Læs mere

Mad- og måltidspolitik i Svendborg Kommune